Andreas iværksætter-forelskelse

Andrea RudolphHvordan startede det hele?
 

"Rudolph Care udspringer af den oplevelse jeg havde i 2006, hvor jeg blev klar over indholdet af skadelige kemi i mit eget blod. En stor del af den skadelige kemi stammede fra kosmetik og skønhedsprodukter. En øjenåbner som gjorde, at jeg helt naturligt måtte sætte noget i gang, som jeg manglede på markedet. Nemlig ikke bare naturlig og økologisk hudpleje, men hudpleje som var kompromisløst, da det både skulle være eksklusivt og effektivt og på ingen måde efterlade spor af den skadelige slags, hverken i os eller miljøet."

Hvordan mærker du din passion?

"Min passion er et af de vigtigste redskaber, jeg har haft med mig. Dét, at jeg er passioneret omkring det, jeg laver, gør, at vi er så langt, som vi er med Rudolph Care. Passionen gør, at jeg er villig til at ofre alt for det, jeg laver. De første mange år var det jo altopslugende. Man kan sammenligne det lidt med en forelskelse. Det er det eneste, man kan tænke på dag og nat. Det er det første, man tænker på om morgenen, det man drømmer om, og det man tænker på, inden man falder i søvn. Det er slet ikke hårdt at være så optaget af noget, selvom man er det hele tiden. Man bestemmer ikke selv over det at være forelsket. Sådan har jeg også haft det med Rudolph Care. Selvom jeg ret bevidst gik i gang med at skabe Rudolph Care, så var jeg ikke klar over, at det skulle blive en lykkelig kærlighedshistorie, som ville vare i så mange år. Det var sindssygt svært i starten, og det tog lang tid, men det gjorde ikke noget, for jeg var så forelsket i det. Og det er jo nok den passion, der gør det. Jeg kunne blive ved og ved og ved."

Ingredienser til rudolph care produkterHvad driver dig videre, når du møder modstand?

"Starten for Rudolph Care var svær, og det var vildt hårdt hele tiden at støde hovedet mod en mur. Vi havde mange udfordringer med at få produktet til at lykkes, fordi konceptet var så stramt. Når man er kompromisløs som os i forhold til at leve op til ikke bare én, men to certificeringer, så møder man også flere udfordringer end konventionelle produkter. Særligt konsistenserne blev vigtige. Når man prøver et nyt produkt, er konsistensen noget af det, man lægger mærke til først. Og at skabe et produkt, som har en blød og lækker konsistens, men uden skadelig kemi, blev en udfordring. Det skal give noget ekstra, være rart at påføre, at dufte til og samtidig have en effekt. Og det var sindssygt vanskeligt, for der var ikke nogen, der havde gjort det før. Vi blev de første i verden, der havde lavet et produkt, som både er svanemærket og økologisk certificeret og som rent faktisk fungerer. Selvom der var enormt meget modstand forbundet med det, så tændte det mig at blive udfordret, særligt på det punkt."

Hvad drømmer du om for Rudolph Care?

"Jeg drømmer om, at vi kan gøre lige så mange mennesker i udlandet glade for Rudolph Care, som vi gør det herhjemme. Det har været et mål fra starten af, at vi ikke bare var for danskerne, men at vi også skal ud i verden. Vi har snart brugt ni år på det danske marked, og der er sikkert nogen der ville være hurtigere ud over stepperne i udlandet, men det var bare vigtigt for mig at have et godt fundament at stå på. Danmark vil altid være vores vigtigste marked, så det har vi brugt god tid på. Det er vores eget, det er os selv, og det er her, vi har fået ordentligt fodfæste. Nu kender vi markedet og har en idé om, hvad der skal til for at lykkes og løfte en succes. Jeg kan godt lide at gøre tingene rigtigt første gang, og det gør vi helst langsomt, men sikkert."

Rudolph Care produkter kampagneHvad drømmer du om, når du skal have en lille pause fra iværksætterlivet?

"Jeg elsker det her liv. Men der er da også mange andre ting, som jeg synes er spændende. Jeg har i mange år haft en drøm om at lave film. Jeg kan godt lide at fortælle historier. Jeg kommer fra medieverdenen og har lavet masser af radio, og det betød meget for mig. Det var for eksempel ungdomsradio på P1, og jeg elskede at formidle andres historier og selv fortælle gode historier. Når jeg hører om folk i min omgangskreds, der har skiftet spor i deres karrierer, så bliver jeg også fascineret af tanken, og hvis det virkelig skulle være, så er det historiefortællingen, der driver mig."

Hvad gør du for at finde en balance mellem iværksætteriet og hjemmelivet med familien?

"Iværksætteriet fylder enormt meget, men det er også en stor gave, at der er så meget fleksibilitet i det. Lige nu er jeg på noget som skulle være en barsel. Jeg kan ikke tillade mig andet end at være der for mine små drenge. Men jeg har også en stor pige og har giftet mig til to bonusser. Gennem dem kan jeg se lige præcis, hvor hurtigt, det går. Jeg kan slet ikke holde ud, at Isolde er blevet så stor så hurtigt. Jeg kan for eksempel ikke bære hende mere. Hvis hun er faldet i søvn på sofaen eller i vores seng, kan jeg ikke bære hende ind i sin egen seng. Den tid er forbi, og det smerter mit moderhjerte, at vores tid sammen er kortere, end den har været. Vi har jo bare været mig og hende i mange år, inden jeg mødte min mand, og hvor der ikke var andre søskende. Det var ret særligt. Hun var 15 dage gammel, da jeg var i laboratoriet første gang, så hun er virkelig vokset op med det. Jeg brød mig ikke om, at hun skulle have lange dage i vuggestue og børnehave, og hun mødte til direktørtid, fordi vi altid havde tid til at læse en bog eller to, inden vi gik i børnehave. Det var meget luksusagtigt, og det gjorde også, at jeg kunne lade op sammen med hende. Og så er jeg til gengæld god til at arbejde virkelig effektivt, når jeg arbejder. At se tilbage på det, siger mig, at jeg bare bliver nødt til at prioritere den tid, særligt mens de er små, som drengene er nu. Den balance, synes jeg, at jeg er relativt god til. Så sker der selvfølgelig noget helt andet, når man får en kæreste. Så skulle der også findes tid at kysse i weekenderne, så jeg var heldig, at jeg fandt min mand så sent, kan man sige. Jeg tror, at det havde været svært både at være forelsket i ham og i Rudolph Care. Det var faktisk ikke gået. Så var enten det ene eller det andet ikke blevet til noget."

Andrea Rudolph - iværksætterHvilke råd vil du selv give til andre, der vil i gang med iværksætteriet?

"Jeg ville klart vælge at få en professionel bestyrelse meget tidligt, fordi man bare ikke har alle kompetencerne selv. Hvis man skal lykkes, bliver man nødt til at have nogen med om bord, som er gode til det, man ikke selv er god til. Så er der også nogen til at holde styr på dig som iværksætter. Jeg har selv sammensat bestyrelsen efter de kompetencer, jeg havde brug for. For eksempel var forretningsudvikling og business i det hele taget ikke min spidskompetence, og derfor fik jeg nogen fra erhvervslivet og detailhandlen med, som kender det indefra. Det var virkelig vigtigt, når jeg ser tilbage på det."

Kan du beskrive 2018, som du gerne ser det, med ét stikord?

"Solrigt! En god dansk sommer, så Rudolph Sun får en god sæson."

Share on: