Iværksætterbeundring: Le Gammeltoft

Le Gammeltoft hos Rudolph CareHvordan startede det hele?

"Heartbeats blev, ligesom mange af mine andre projekter, skabt i trods. Jeg har lavet radio i mange år, og med tiden synes jeg, at fokusset på passionen omkring musik i radioen var forsvundet. Jeg følte til sidst, at radioen blot var én stor, låst playliste. Det synes jeg var virkelig ærgerligt, og jeg savnede nogen til at gøre folk nysgerrige på musik. Så jeg sagde op, og besluttede mig for at gøre det selv. Sådan startede Heartbeats. Der gik ca. 1,5 måned efter, at jeg stoppede på mit arbejde, til at Heartbeats blev tilgængelig som radio på en app. Efter et år, følte jeg dog efterhånden, at jeg var blevet låst fast i en verden, hvor alt handlede om musik. I folks øjne skulle jeg ikke udtale mig om andet end musik, fordi det var grunden til, at folk lyttede til mig. Det trodsede jeg også, og derfor så Heartbeats som moderne kulturplatform dagens lys i marts 2015, og rummer nu meget mere end kun musik."

Hvordan mærker du din passion?

"Min passion, og det jeg er drevet af, er i høj grad at gøre en forskel. Jeg er drevet af at gøre tingene bedre - og af at kunne bryde monopolerne. Jeg er drevet af, at turde være nysgerrig, at løfte blikket, at lytte til ukendt musik og at turde lade den give mig kuldegysninger. Jeg tænker især på at tage ansvar for det, jeg sender ud, og sørge for, at det ikke bare er støj. Jeg savner, at man tager mere ansvar for sit indhold, og at man med det indhold puster til folks nysgerrighed. ”Det nye” er begyndt at blive ængsteligt for os, og her har medierne et ansvar. Det prøver jeg at gøre noget ved med Heartbeats."

Le Gammeltoft hos Rudolph CareHvad driver dig videre, når du møder modstand?

"En af mine store udfordringer har været, at jeg med Heartbeats har været foran. Heartbeats har været til i snart tre år, og det er først nu, at vi ser en trend der taler til os som medie. Jeg har skullet overtale folk længe, og det har været fedt at være foran, men det har også været hårdt at drive en forretning, der var foran for dens tid. Det, der har drevet mig videre, har været min intuition og min mavefornemmelse. Jeg har været nød til at stole på, at jeg har gang i det rigtige, og at jeg ikke er den eneste, som ønsker sig mere begavet indhold."

Hvad drømmer du om for Heartbeats?

"Heartbeats skal være Danmarks største kulturplatform – helt klart. Vi skal være en radio, som man søger, når man vil høre anderledes musik, når man vil gøres nysgerrig, og når man vil tages i hånden af nogen, der ved, hvad de snakker om. Og så drømmer jeg selvfølgelig også om, at Heartbeats skal til udlandet, og at vi på et tidspunkt skal udkomme på flere sprog."

Hvad drømmer du om, når du skal have en lille pause fra iværksætterlivet?

"Nogle gange er det en drøm altid at drømme - og ikke kun at drømme, når man har brug for det. Det er vigtigt at give sig selv lov til det. I øjeblikket prøver jeg at planlægge en stor ferie til næste jul, og i det drømmer jeg mig væk, når mit blik fanger en strand i Thailand. En pause får jeg også, når jeg vinterbader, går i sauna eller går ud og spiser god mad. Det er vigtigt, at man husker at bryde med hverdagen, fordi så bliver man endnu mere glad for den, når man vender tilbage til den."

Le Gammeltoft hos Rudolph CareHvad gør du for at finde en balance mellem iværksætteriet og hjemmelivet med familien"?

"For mig er det ikke rigtig en balance, der skal findes, fordi det hele jo egentligt bare er livet. Jeg ser ikke balancen som at skulle balancere et sæt vægtskåle, men mere som en homogen størrelse, hvor alt glider ind og ud af hinanden. Jeg elsker at forene det hele og eksempelvis tage mine børn med på kontoret – det synes jeg er mega fedt. Jeg er ikke typen der kan lide at stemple ud klokken 16 – det fungerer ikke rigtigt for mig, fordi iværksætteriet og mit arbejde altid ligger og arbejder inde i mig. Noget der er vigtigt for mig er dog, at min mand og jeg er sammen med vores børn, og at det er os der henter børnene om eftermiddagen. Jeg har ikke fået to børn for ikke at være sammen med dem, så det er jeg!"

Hvilke råd vil du selv give til andre, der vil i gang med iværksætteriet?

"En ting som både varmer og ærgrer mig er, at jeg ikke startede Heartbeats med en partner. Det, tror jeg, ville have gjort det lettere, så det vil jeg råde andre til, hvis det giver mening for dem. På den anden side varmer det mig, at jeg startede Heartbeats alene med Kjeld Tolstrup (tidl. DJ og radiovært red.), min gamle ven som desværre døde, i mit hjerte – det var et projekt, jeg skulle have startet med ham. Et godt råd til nye iværksættere er også at spørge om hjælp. Man kan ikke det hele selv. Man gør det hele selv i starten, men det kan man ikke blive ved med, hvis man vil have sin virksomhed til at vokse."

Kan du beskrive 2018, som du gerne ser det, med ét stikord?

"Vækst!"

 

Psst... Vil du lære Le Gammeltoft endnu bedre at kende? Så læs med, når Le udfylder Rudolph Stories 'venindebog' her. 

Share on: