Jeg ønsker mig .... ingenting!

20 december 2016
Det er ikke alle, der rigtigt ønsker sig ting og sager til jul. Tv-værterne Signe Lindkvist og Mette Lindberg har fokus på andet i julen end and, nisser og gaver.

Signe Lindkvist ønsker sig bare ingen ting

"Jeg er ved at blive så gammel, at jeg ikke rigtig ønsker mig så meget mere. Mest af alt ønsker jeg mig ikke flere ting. Altså ting, jeg sjældent vil bruge, men som vil fylde op og tynge mig af dårlig samvittighed over, at jeg ikke laver hjemmelavet pasta eller vakuumpakker mit mad. Derfor ønsker jeg mig mest ting jeg kan bruge - og gerne bruge op.

Hvis man skal glæde mig, går man aldrig galt i byen med noget, jeg kan smører mig ind i, noget jeg kan spise eller drikke, og så sort tøj - helst i uld eller silke."

Signe

 

 

Mette Lindberg rejser væk

"I år holder jeg jul og nytår med familie og venner i Thailand. Min mor fylder 70 år og har ønsket at blive fejret i eksotiske omgivelser i stedet for at holde en stor fest hjemme. Jeg har flere gange de sidste par år været i Thailand med min mor og far. Vi bor altid på den samme strand med udsigt over havet, og jeg elsker virkelig at være sammen med dem på den måde. Det er lidt om at være i sommerhus sammen – bare uden at bo under samme tag. Det vil sige ingen opvask, og man kan køre sine egne vibes uden at gå hinanden på nerverne.

Derfor handler vores jul om at være sammen – helt uden ønskesedler og materialistiske gaver."

Mette 

 

Mette Lindberg er forsanger i The Asteroids Galaxy Tour og måske kender du hende også som dommer i X-Factor. I sommers lavede hun et portræt af Andrea til Kanal4 – se det her.