Lev lækkert – og bæredygtigt

06.01.2018

Signe Wenneberg er en af Danmarks stærkeste fortalere for bæredygtig livsstil, og du kender måske en af hendes mange bøger om haver, høns og hverdagstips til at leve grønnere og mere bæredygtigt. Rudolph Stories har talt med hende om hvordan man lever bæredygtigt uden at gå på kompromis - og det er helt ligetil, siger hun. 

lev lækkert og bæredygtigt

Foto: Kamilla Bryndum

Hvad gør du for at leve og forbruge bæredygtigt og med omtanke?

Jeg vælger nok med omtanke. Jeg lider ikke afsavn. Jeg køber kvalitet. Og i julegave har jeg lige fået en ny meget lækker taske, som kan holde i mange år. Det er en nydelse for mig, at omgive mig med smukke ting af god kvalitet. Når det er møbler og sådan noget, så køber jeg især genbrug – cirkulær økonomi – som jo kan være meget smukkere end noget nyt.

Jeg har den grundlæggende holdning, at vi alle sammen kan være den forandring, vi ønsker at se i verden. Og hvert et lille forbrug tæller. Om et er den lille plastikvandflaske, vi køber, når vi egentlig godt kan drikke postevand af et glas. Eller om det er det store forbrug, som tæller rigtig meget, som når vi køber byggematerialer. Da jeg for tre år siden stod med en grund og skulle bygge et nyt hus fandt jeg ud af, at hvordan vi bygger og bor og forbruger (også på vores arbejdspladser), er der, hvor vi belaster klimaet allermest. Mere end transport. Så jeg besluttede at bygge maksimalt bæredygtigt og med træ, der er FSC-certificeret. Mit lille klima-hus (72 m2) endte med at blive verdens første FSC-certificerede træhus. Siden har jeg bygget et køkken i lejligheden og fik det lavet af FSC-træ, der kan holde altid, så køkkenet behøver aldrig at blive udskiftet igen. Så jeg synes, at jeg går ret meget all in, når det kommer til at forbruge med omtanke. Jeg har også droppet at have et kontor. Fordi jeg har to steder, hvor jeg bor og arbejder, jeg skulle ikke brænde energi af et tredje sted.

tips til at leve bæredygtig uden afsavn

Hvorfor er det så vigtig for dig?

Når man har fået viden om, hvordan det står til med produkter, der forurener eller med forbrug, der er skadeligt, så kan man jo ikke forlade den viden, og lade som ingenting. Jeg kan ikke. Når man eksempelvis ved, at RoundUp er skyld i, at 40 procent af Danmarks vandboringer med vores fine danske drikkevand, er lukket nu, så kan man ikke gå ind for et konventionelt landbrug og brug af RoundUp. Det er det samme med at bygge. Eller med burkyllinger. Man ved hvad man ved. Og man kan ikke lade som om, man ikke ved, hvad man ved.

For mig er det vigtigt at leve i overensstemmelse med mine værdier. Og dermed ikke være en belastning for kommende generationer med mit forbrug. Jeg har siddet tre år i Etisk Råd og her arbejdede vi også med etisk forbrug og et uetiske i, at en generation forbruger på en måde, der går ud over kommende generationer. Det er ikke i orden. Og det er vigtigt for mig at sige og formidle og leve efter.

lev lækkert og bæredygtigt

Kan man leve og forbruge bæredygtigt, uden restriktioner og afsavn?

Jeg syntes restriktioner og afsavn lyder kedelige. Aristoteles talte, om at Det Gode Liv er hele meningen med vores eksistens. Jeg elsker det gode liv med nydelse og selvforkælelse og god mad, vin, gin og tonic, rigtig god is næsten hver aften, kvalitetslakrids, god chokolade, godt brød fra min yndlingsbager og så videre. Jeg synes overhovedet ikke, at et bæredygtigt liv er sådan et gråt og kedeligt spelt-liv, som det fremstilles af modstandere. Det bæredygtige liv er da et skønt liv. Bare se ovre på Instagram, der er ikke noget udpint og kedeligt over de bæredygtige instagrammere, jeg følger, og heller ikke over mit feed.

Der er dog to steder, hvor jeg klart går på kompromis med noget, som jeg kom til at holde af, før vi blev så opmærksomme på bæredygtighed. Det er biler og rejser. Jeg kører i en 11-12 år gammel meget grim lastvogn (med partikelfilter), den skal slides op, det er mest bæredygtigt. Og jeg har brug for bil, fordi jeg ikke kan arbejde og tage ud og holde foredrag uden en bil. Men jeg gad godt køre rundt i en frisk elbil. Eller noget, hvor der var varme i sæderne, automatgear eller soltag eller noget andet komfortabelt. Men pyt. Det andet er, at jeg jo ikke rejser så meget mere, og når jeg rejser, så er det altid kombineret med arbejde, for at få max ud af de flightmiles, der brændes af. Jeg har ikke været på ferie i udlandet med mine børn i nogle år, vi har kun været i Danmark, og jeg savner da, at rejse med dem. Men i øvrigt tror jeg, at sommerhusferien bliver en foretrukken ferieform igen, fordi det er bæredygtigt, at os fra byen bliver i landet og lægger vores penge i udkanterne.

lev lækkert og bæredygtigt

Er det muligt at skrue op for nydelse, forkælelse og luksus uden at skrue ned for bæredygtigheden? 

Ja da. De to ting er slet ikke i modstrid. En rigtig god creme eller olie på huden, et par virkelig lækre sko, en blød sweater, der er fremstillet bæredygtigt og med respekt for dem, der stikkede den, er jo fantastisk luksus. Rigtig skønt sengetøj kan være bæredygtigt og kan føles som vild luksus. Forkælelse for mig handler ikke så meget om at gå ud og købe mig til en lykke-rus med en masse ting i en masse poser. Jeg synes bare alle de ting repræsenterer problemer – penge ud af vinduet og hvor skal man gøre af alt det lort? For mig er luksus tid. Jeg havde alt for travlt i december og en af de sidste dage før jul kørte jeg impulsivt op i mit træhus alene sammen med hunden, tændte i pejsen, satte mig og bingede serier hele aftenen og spiste et eller andet lækkert. Tid! Det var total luksus for mig.

lev lækkert og bæredygtigt

Gør du noget særlig i januar for at mildne den lidt tunge, mørke måned?

Hvis der kommer sne, er måneden jo slet ikke slem. Men ellers kan det godt være lidt gråt. Når man som jeg er optaget af haven, så er januar jo den skønne måned, hvor man planlægger og drømmer og bestiller frøkataloger. Årstidshjulet i haven er i det hele taget lige til at blive i godt humør af, for vi er altid på vej hen mod noget, vi kan glæde os til. Og lige om lidt kommer der erantis og vintergækker.

Jeg forsøger altid at formidle noget, vi kan være glade for, til mine følgere især på Instagram. Som at lyset er på vej. Eller at fuglene begynder at synge. Eller at der sker noget med det jeg kalder #hverdagsaktivisme. Jeg synes, det er vigtigt, at vi bruger vores stemme og den korte tid, vi har her på jorden, til at fokusere på andet end det negative: På slankekure. Eller på hvem vi synes er dagens fjols (læg mærke til, at mange bruger deres taletid på at tale grimt om andre navngivne mennesker og det vil jeg aldrig forstå). Hvis vi alle sammen spreder positive historier om livsnydelse og glæde og hvad vi selv kan gøre, så bliver verden til et bedre sted.

Og min tanke er, at bæredygtighed er mange ting: Det er også hvordan vi har det indeni, hvordan vi får andre til at have det. Det er eksempelvis ikke særlig bæredygtigt for samfundsøkonomien, at så mange går ned med stress.

lev lækkert og bæredygtigt

Hvilke tre tips fra din bog Grønne hverdagstips, vil du anbefale at man kaster sig ud i med det samme, hvis man vil forsøge at leve lækkert og bæredygtigt i januar (og forever)?

Det har jeg tænkt meget over. Jeg tror, at det vigtigste er, at man lærer at lave mad. Altså virkelig får en god rutine med det. Det kommer kun med øvelse og man kan tage et kursus, hvis der er brug for det. Hvis man kan lave mad, så kan man også lave mad ud af rester, og så går der meget mindre til spilde. Man kan også lave grøn mad, som man kan blive mæt af.

Et andet – og nemmere tip – er, at udfase emballage, især to-go-kopper og de plastflasker, som verden drukner i.

Og et tredje tip kunne selvfølgelig være at få høns, men jeg vil alligevel sige noget andet: Gå dine investeringer efter – også de usynlige i din pensionsopsparing. Hvis vi alle sammen er med til at sige fra over for fossile investeringer og investeringer i ikke-bæredygtige virksomheder, så kan vi ændre verden. Forbrugerne har magten. Som jeg skriver i forordet til bogen: ”Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”. Og hver en krone vi bruger, er enten en mønt vi sætter i en bæredygtig udvikling – eller det modsatte.

lev lækkert og bæredygtigt

Foto: Lisbeth Holten

Du kan læse mange flere af Signes tanker, og se hendes smukke billeder lige her:  www.signewenneberg.dk - www.instagram.com/signewenneberg - www.facebook.com/signewenneberg.

Økologisk ansigtscreme

Januar uden afsavn

Januar er den måned hvor man skal gøre det så godt for sig selv som muligt. Det er i hvert fald den...

Tilbageblik på 2017

Det er en kliche, men hvor går tiden dog stærkt. Det her år – 2017 – har ikke været et...
Share on: