Sådan forbereder jeg mig til julen

23 november 2017
Du kan glemme alt om julestress ved at gå i gang med planlægningen allerede nu. Det er i hvert fald Andreas taktik – og hun giver her et par tips til hvad der kan gøre december mindre stresset og mere hyggelig.

Selvom jeg egentlig er modstander af at starte med julen allerede i november, så går jeg alligevel i gang med at planlægge den nu. Det betyder nemlig, at selve julemåneden bliver mindre stresset og mere hyggelig – i hvert fald for os. Det er især vigtig for mig at skabe så meget tid til hygge som muligt, fordi vi er en skilsmissefamilie, og ikke har alle vores børn hos os hele tiden. Derfor kan december pludselig blive ret kort, og hvis man gerne vil nå at lave forskellige hyggelige juleting med ungerne, så kræver det altså lidt planlægning.

Derfor starter juleplanlægningen ret tidligt for mig, men det gør, at jeg undgår den der travlhed og kan hygge mig i stedet. 

Planlæg julegaverne

Jeg skriver løbende ønskesedler ned på min telefon, når jeg kommer i tanke om en gave, der kunne være god at give en af børnene, eller hvis de selv nævner et eller andet de ønsker sig. På den måde glemmer jeg ikke de gode ideer, og listerne giver mig også et overblik, når resten af familien spørger hvad børnene ønsker sig.

Gaveplanlægningen handler også om børnenes gaver til deres familie og kammerater. De elsker alle sammen at give gaver, og for at de ikke står og mangler gaver i sidste øjeblik, hvor man selv skal nå en masse, så starter vi allerede nu. Og det gælder også alle de hjemmelavede gaver. Jeg elsker hjemmelavede ting, så det vil jeg også gerne hjælpe børnene med at kunne lave.

 

Uddeleger opgaverne

Vi skal holde juleaften hos os i år, og vi bliver 17 mennesker omkring bordet. Vi gør det til en sammenskuds jul, og jeg har skrevet ud til familien og givet dem ansvaret for at stå for det, de gør bedst. Svigermor kommer med vaniljekranse og kager. Min far står for anden og sovsen. Min svigerinde laver de vildeste brune kartofler og min mor skal stå for risalamanden. Jeg skal lave salater og rystehavtorn som allerede er plukket, sukret og klar i fryseren.

Så maden er på plads, ligesom vi også har aftalt hvornår Claus kører ud og henter et stort juletræ. I år vil vi prøve at tage træet ind før den 23. December, som vi plejer, så det kan stå og pynte lidt længere. Det bliver måske kun med pynt på de øverste etager, så de små ikke river det ned, og så skal vi prøve med elektriske lys i år. Og selvfølgelig også levende lys juleaften – det elsker jeg.

 

Sig pyt…

Nogle gange er man nødt til at sige pyt til alle ambitionerne og i stedet bruge tiden på det, der tæller. Jeg elsker at ose i de gode supermarkeder, men i stedet for at bruge tid på det, så handler jeg på Nemlig.com og Irma.dk, og lader dem levere sagerne til min dør. Jeg kommer heller ikke til at bruge tid på at lave alting fra bunden, selvom jeg elsker det. Det er okay at købe sig til tingene, og i stedet for bruge tid med ungerne. De sidste par år har jeg også ladet butikkerne, hvor jeg køber gaver, pakke dem ind for mig, selvom jeg ELSKER at pakke gaver ind.

Min pointe er, at det handler om at prioritere. Vi skal nok nå det hele igen, og mens vi har små børn, så må vi sige pyt og gøre juleforberedelserne lidt mindre tidskrævede for os selv. Det eneste vi tager os rigtig god tid til, det er julepyntningen – men det gør vi sammen og det er superhyggeligt. For mig er julen vellykket, når jeg kan mærke at ungerne har hygget sig – ikke når alt er helt perfekt.

 

Kærligst, Andrea