SOS til uren hud

14 marts 2017
Dem, der døjer med uren hud og hyppige udbrud af ømme, synlige bumser, ved hvor irriterende og ubehageligt det kan være. Heldigvis behøver uren hud ikke være en permanent tilstand. Rudolph Stories har talt med to hudeksperter, der med hver sin tilgang til hudpleje, guider dig tilbage til den fine hud, du og dit ansigt længes efter.

Tina Ebbesen Jensen driver Askepot Skønhedsklinik i Silkeborg, hvor du kan få alle de skønhedsbehandlinger, du drømmer om. Hun har hjulpet kvinder med at få fin hud i mere end 15 år, og hun bruger helst økologiske og naturlige produkter – heriblandt Rudolph Care.

 

RO, REGELMÆSSIGHED OG FORFINEDE RUTINER

 

Hvorfor bryder huden ud med urenheder?

Der kan være mange årsager til at huden reagerer med urenheder og akne, men ofte er det en urolig hormonbalance, eller overforbrug af forskellige hudplejeprodukter. Ret ofte ser jeg, at der kommer ro, hvis man skærer ned på produkterne, og får produkter fra samme hudplejeserie, der er udviklet til at arbejde sammen, i stedet for at mikse alt for meget. Tit har folk med uren hud tendens til at forsøge alt for meget på en gang i håbet om at få fin hud, og det har desværre den modsatte effekt. Det bedste er klart at få en ansigtsbehandling og få hjælp fra en uddannet specialist, der kan fjerne de urenheder, der er, og give vejledning til plejen derhjemme.

Helt konkret, så viser usund livsstil sig ofte som uren hud. Rygere, for eksempel, har tit mange hudorme, og det er simpelthen nikotin der sidder i porerne. Her vil det naturligvis hjælpe at stoppe med at ryge. Urenheder ses endvidere hos folk, der ikke renser deres hud dagligt, især folk med tydelige porer er mere udsatte, da skidt og snavs meget nemmere sætter sig deri.

Hvordan bør man pleje en sådan hud, så den genfinder balancen?

Huden har først og fremmest brug for ro, men rens og creme må aldrig droppes. Mit råd er, at du altid renser huden hver morgen og aften. Brug både rens og toner, og påfør derefter dine cremer; øjencreme, serum og ansigtscreme. Brug også gerne en peeling en gang eller to ugentligt, og også en maske, der passer til din hud, helst samme dag som du peeler, da du så får bedst effekt ud af masken. Men besøg en uddannet kosmetolog, der kan hjælpe med den rette behandling og rette valg af produkter til din hud.

Hvad kan forværre hudens tilstand?

Det kan for mange produkter fra forskellige brands. Find en serie, du er glad for og som føles rigtig for dig, og prøv så vidt muligt at samle alle dine produkter fra netop det mærke. Du vil klart opleve en forskel. Og lad nu være med at pille i huden! Det gør kun det hele meget meget værre.

Et af de allerbedste råd til at få huden i balance igen, uanset hvordan den reagerer, er, at drikke flere liter vand dagligt, så du får huden fugtet indefra. Det gør en kæmpe forskel.

 

Sara Jordell er holistisk hudekspert, healer og kropsterapeut. Hun arbejder lige så meget med sammenhængende i kroppens systemer og organer, som hun arbejder på huden udefra. Hendes speciale er ansigtszoneterapi og bindevævsbehandling – og så har Sara været med til at udvikle vores helt særlige Rudolph Care behandlinger.

 

DEN HOLISTISKE TILGANG TIL AT BEKÆMPE UREN HUD

 

Hvad kan være grunden til at huden bryder ud med urenheder?

Jeg oplever meget ofte, at den største ydre faktor faktisk er selvgjort. For eksempel, at du piller i din hud, så du får smittet dig selv, og i øvrigt også får lavet arvæv. Det kan også være forkert pleje af din hud, der bringer den ud af balance. Men jeg oplever faktisk altid, at der er en relation til en indre ubalance, når jeg behandler hud med ubalancer.

Udbrud i huden handler overordnet om alle de (vulkan)udbrud, du ikke kommer af med og holder inde i dig selv. Måske vrede på dig selv eller andre, usikkerhed og et lavt selvværd, eller hvis du ikke kommer af med det, du har på hjerte. Når du ikke tør fortælle hvad du føler, så kommer det ud i form af udbrud i dit største organ, nemlig huden. Det, der balancerer dig, og dermed huden, er, at du arbejder på, at stå ved dig selv, og elske og anerkende dig selv.

Hvordan bør man pleje en sådan hud udefra, så den genfinder balancen?

Uren hud er den hud som er allersværest at rådgive om, uden at have set den. Men grundlæggende har den brug for en god olie kombineret med fugt. Den har også godt af peeling, men det skal være den rigtige; fine og afrundede korn som ikke ridser huden, og hvis du har tør hud med akne, er det meget afgørende peelingen ligger i olie. Dermed får du ikke udtørret din hud endnu mere, for det vil forværrer ubalancen og sætte talg-produktionen i vejret.

Mange er bange for olie på huden, men tænk på det sådan her: din hud overproducerer talg, som jo er fedt. Hvis du giver den det, som den er begyndt at overproducere, fordi den mangler det, så vil huden skrue ned for sin egen talg-produktion. Resultat: du får mindre fedtet hud og dermed mindre risiko for tilstoppede porer og potentielle urenheder. Men det er vigtigt, at du bruger en olie, som din hud kan optage samt, at du også forkæler huden med fugt.

Derudover kan en uren hud også have stor gavn af regelmæssige besøg hos en behandler, der kan lave dybderens, ligesom lymfe-drænage kan styrke kroppens eget system og transportere affaldsstoffer ud.

Hud