Tag på tur i foråret

30.08.2017

 

Foto: Hotelnordlandet.dk

 

Bornholm

 

Sov på Nordlandet i Allinge, og sørg for at spise i deres restaurant. Udsigten er mageløs og indretningen så lækker.  

Hvis du skal gå all in, så besøg Kadeau Bornholm, som ligger helt fantastisk. Kom tidligt, så du kan nyde et glas på bænken foran restauranten. Og ja maden er virkelig god! Men book inden du kommer – der er laaang venteliste.

En lidt mere lowkey, men også virkelig lækker frokost får du hos Aarsdale Silderøgeri. Røget sild er jo nærmet et must, når man er på øen, og her får du den autentiske udgave uden dikkedarer.

Tag forbi Syd-Øst for Paradis, Svaneke, og få en is og kaffe, mens ungerne bader i Hullehavn eller lyt til musik om aftenen. Og smør dig ind i Rudolph Care solcreme - det sælger de!

Og så er der selvfølgelig Gæstgiveren i Allinge. Det er stedet, hvor det sner og koncertkalenderen er værd at tjekke ud. Her vrimler med kendisser og festerne er gode. Man kan også bo her, hvis man er til fest og farver.

 

Foto: visitjammerbugten.dk

 

Nordjylland

 

Læg turen forbi Jyllands nordvestligste afkrog og besøg et af de mest autentiske og ældste fiskerlejer i landet; Thorupstrand. Hver eftermiddag hives kutterne op på Kystlandingspladsen, og det er noget af et syn, at se når de tømmer bådene for fangsten.

Når du er på de kanter, så er et besøg i Cold Hawaii, Klitmøller, et must, og du kan på vejen derned spise lækker frokost på Hanstholm Madbar.

Hvis du er på jagt efter luksus, så byder Villa Vest i Lønstrup på et gourmetophold ved det nordligste Vesterhav, og her får du mad, fred og forførende vild natur i et.

 

Foto: Ballebro.dk

 

Sønderjylland

 

I Augustenborg, lige uden for Sønderborg, ligger Augustiana. En skulpturpark med moderne kunst klods op ad Augustenborg slot. Her er vanvittigt smukt og besøget kan snildt kombineres med lidt kulturhistorisk sightseeing i området, og god mad i Sønderborg by. Prøv Kislings, der laver god øko-kaffe og simpel frokost med brød fra Skærtoft Mølle. Er det fredag, så gør dig selv den tjeneste at køre ud forbi Skærtoft Mølles stalddørssalg og køb dig mæt i det bedste brød og kage, du kan forestille dig. Sov på Ballebro Færgekro, der er en lille perle af et badehotel med vidunderlig udsigt over Alssund. Her kan du også tage mini-færgen Bitten over til Nordals.

Er du til gourmet, så må Fakkelgården skrives på din liste. Med udsigt over Flensborg fjord og mad i særklasse, og mulighed for overnatninger, er der ikke mere at bede om. Området byder endda på smukke gåture og kun tyve minutters kørsel til grænsebutikkernes gavmilde Nutella-, snoller- og vin-udvalg. Ja tak!

I Møgeltønder, der er en lille kulturhistorisk perle, finder du Mormors Lille Café, der er et besøg værd, hvis du er på de kanter. Her er der heller ikke langt til Vadehavet, hvis gåture og østerjagt lyder spændende. Østerssæsonen slutter i april, så I kan liiige nå det.

 

Foto: Falsledkro.dk 

 

Fyn

 

I Middelfart ligger Clay Museum, der står højt på besøgslisten hos flere i Rudolph teamet. Det er nørdet, spændende og ret hipt. Lige nu er der en udstilling med Alex Salto, der var en del af den danske design primetime i 1950’erne. Hans keramik, stentøj og porcelænskunst er samlerobjekter og udstillingen er et must. Besøger du museet på en lørdag så læg lige vejen forbi Middelfart by og få en øl og slapper til Jazz på Torvet.

Holckenhavn Slot i Nyborg ligger vidunderligt ned til vandet og er stedet, hvis man skal holde stor fest eller bare vil prøve at overnatte på et slot og spise godt.

Skal du forkæle din mand (og dig selv – lets be honest) så er Falsled Kro jeres destination. Måske skal du lige tømme sparegrisen, for det er en dyr fornøjelse, men både mad, værelser og omgivelser vil give jer en oplevelse, I ikke lige glemmer forløbigt.

 

Foto: Aros.dk

 

Århus

 

Århus er en destination i sig selv, og er du til museer, så er det den helt store buffet, der venter dig. Den Gamle By er et oplevelsesmuseum i særklasse, og sørg for at besøge de nye opgange med fuldt ud indrettede lejligheder fra 70’erne. Moesgaard Museum byder på storslåede særudstillinger i storslåede omgivelser, og ARoS midt i Århus giver dig kunst for alle pengene. En selfie i Olafur Eliassons ”your rainbow panorama” er obligatorisk.

Skovmøllen i Marselisborg skov er det hyggeligste lille spisested til en frokost, hvis man har hang til et godt Stjerneskud. Så kan I gå en tur langt vandet ved Moesgaard, når I nu er der.

Inde i Århus er Latinerkvarteret og Graven er blomstret op med kaffebarer, spisesteder og fine butikker. Det hele ligger side om side, og er du på jagt efter den autentiske Århus-vibe, så læg vejen forbi Café Englen. En gammel favorit. Står den på shopping, så er Stylepaste butikken med det lille ekstra - hvis man godt kan lide design-lir. 

På Mols ligger Molskroen, og hvis du er på jagt efter et get-away sted, der er æstetisk rart, så tjek der her ud. Maden er vidunderlig og alt ved opholdet er pakket ind i smukke og æstetiske oplevelser. Mens du er her, så hent appen Nationalpark Mols Bjerge og find de bedste gå-ruter til den helt særlige natur som området kan byde på.

 

Foto: Liselundslot.dk

 

Møn

 

På Møn kan du overnatte på det lille fine Liselund Ny Slot, der fungerer som Bed & Breakfast, cafe og restaurant. Du kan også leje hele slottet, hvis du skal holde fest. Er du bare kaffe og kage-tørstig, så læg vejen forbi en weekend-eftermiddag hvor caféen kan hjælpe dig.

Møns Klint er spektakulær dansk natur og noget, du skal se, hvis du er på øen. Pak en madkurv og gør turen op og ned af de mange trapper til en lidt længere udflugt.

Stege er en hyggelig lille by, og Kaffehuset Møn, der både er spisested og Bed&Breakfast, er også et besøg værd. 

 

Foto: Sonderhokro.dk

 

Fanø

 

Fanø er en oplagt destination for en weekend-udflugt. Her er ro, vand og masser af sjove ting, at lave. Vi foreslår blandt andet en tur på vandet på SUP-boards, hvor du måske er heldig at spotte sæler. Du kan også gå på østersjagt (men så skal du gøre det inden april hvor vandet bliver for varmt) og så skal du forbi Sønderho Kro og spise lokalt vadehavsmad i brunt interiør.

 

Forårets fridag – som bare venter på at blive brugt til noget dejligt;

9. april – Palmesøndag

13. april – Skærtorsdag

14. april – Langfredag

16. april – Påske

17. april – 2. Påskedag

12. maj – Store Bededag

25. maj – Kristi Himmelfart

4. juni – Pinsedag

5. juni – 2. Pinsedag

 

Rigtig god tur ud i det blå......

Kvindekamp og kamp-seje kvinder til dig

Kvindernes International Kampdag har mere end 100 år på bagen, og hvor den førhen hovedsageligt...

Nyt beauty univers, du skal kende

Hvorfor har du skabt Wash Your Face - altså hvorfor lige et univers til så unge piger? Jeg syntes,...
 

Sun Body Lotion SPF 15

150 ml
165,00 kr.
Please wait..
 

Sun Body Lotion SPF 30

150 ml
185,00 kr.
Please wait..
 

Sun Body Lotion SPF 15 Travelsize

75 ml
95,00 kr.
Please wait..
 

Sun Body Lotion SPF 30 Travelsize

75 ml
115,00 kr.
Please wait..
Share on: