Ting, jeg går og øver mig på

23.08.2017

Langtidsplanlægning

Her på det sidste er det virkelig gået op for mig, at jeg må blive endnu bedre til at planlægge og tænke fremadrettet. Jeg er omgivet af mennesker, der bare har provokerende godt styr på deres kalender, fremtidige ferier og som er i meget god tid med at sende invitationer ud til diverse særlige dage.

Det lyder måske lidt dramatisk, men det kan faktisk godt føles lidt om at blive taget til gidsel i andres invitationer, når de bliver sendt ud mange måneder i forvejen. Det er slet ikke fordi, jeg ikke vil deltage, men det bliver svært at sige nej tak, hvis kalenderen er helt blank.

Så hvis vi som familie vil lave ting, når vi selv vil, og ikke arbejde rundt om alle de sjove arrangementer, vi er inviteret til, så må jeg selv i gang med planlægningen. Også fordi vi jo har to sæt skilsmissefamilier, vi skal have tingene til at fungere med. Det er sjovt, for jeg er ret god til det på arbejdet, men ikke i privaten. Planlægning er jo nødvendigt, så det øver jeg mig på, at få mere styr på.

 

Madplaner

Ja. Så nåede jeg hertil, hvor madplaner – som jeg hader – er noget, jeg må indføre! Jeg er simpelthen nødt til det nu, hvor jeg er alene hjemme med ungerne mange aftner.

Alfred vil meget gerne være med til at lave mad, og han er ikke et barn, man placerer foran en iPad for at få et kvarter til noget effektiv madlavning. Han kan simpelthen ikke sidde stille. Jeg synes jo også, at det er hyggeligt, at Alfred vil være med i køkkenet, men det kan være virkelig farligt, hvis jeg ikke er opmærksom hele tiden. De fleste uheld i hjemmet sker i køkkenet, og hvis Lille græder, mens Alfred stadig står ved gryden, så har vi balladen. Derfor må jeg blive typen, der har fire-fem ting i fryseren, så vi ikke behøver hente take-away mad på de alene-aftner, der måske er lidt pressede.

Oveni det, så er jeg nødt til at lære, at handle lidt mere planlagt. Jeg elsker at handle i de små delikatesseforretninger på Frederiksberg og lade mig inspirere til aftensmaden, ud fra hvad der er i sæson eller hvad jeg lige får lyst til. Det dur bare ikke længere.

Planen er, at få en fast dag om ugen, hvor jeg danner mig et overblik – hvem er hjemme hvornår – og så bestille sager til hele ugen på Nemlig.com eller Irma.dk. Så kan jeg hente de delikatesser, jeg så gerne vil have, som supplement. Tænker, at tage Meyers Almanak frem og finde nogle gode klassikere, jeg kan lave store portioner af til at have liggende klar i fryseren.

 

Gå nu i seng!

Jeg skal blive bedre til at gå i seng i god tid. Hvordan gør man det?

Mindstebarnet går først i seng 21.30-22.00 for tiden, og så bliver den i hvert fald 23.00 – og meget tit endnu senere – før jeg kommer i seng. Når der endelig er ro i huset, og jeg kan få et par stunder for mig selv, så tager jeg dem. Det er jeg nødt til. Det har jeg brug for. Men når jeg så også skal op et par gange i løbet af natten for at amme, så bliver det altså til alt for lidt søvn. Jeg ved ikke hvad man gør, men jeg ved, at jeg skal øve mig på at få mere søvn.

 

At nå det, jeg når

Når man som jeg har et højt energi- og ambitionsniveau, så kan det være en udfordring, ikke at nå andet end det helt basale. At alle børn kommer i tøjet og ser respektable ud. At hjemmet er nogenlunde ryddeligt, vasketøjet er i bund og alle har fået mad og er glade. For tiden når vi ikke mere end det, og det øver jeg mig på, at være cool med.

Men det er faktisk lidt svært. Jeg er ikke så god til, at det roder meget. Det skaber uro. Jeg er et visuelt orienteret menneske, og når jeg ser for mange ting, der ikke er i orden, kan jeg ikke finde ro, før jeg har ordnet det. Det er faktisk lidt irriterende, og jeg ved ikke hvordan jeg kan blive ligeglad med det. Lige nu forsøger jeg bare at følge med, ordne det basale og vende situationen til noget positivt. Måske er det sundt, ikke at skulle nå mere end det, og måske er et sundt at blive udfordret på sin tålmodighed.

 

Projekt mavemuskler

Den sidste ting, jeg går og øver mig på for tiden, er mine mavemuskler. De har jo lige været igennem to graviditeter og er mildest talt lidt trætte. De har delt sig – rectus diastase hedder det – og det kræver en særlig form for genoptræning for ikke at ødelægge dem endnu mere. Så jeg øver mig i at huske mit særlige mavebælte og de daglige, meget milde, øvelser. Men det fortæller jeg mere om på et andet tidspunkt.

 

Jeg tror på, at det er vigtigt, at øve sig på nye ting hele livet. Det er på den måde, man udvikler sig. Følelsen af at mestre noget nyt er en stor tilfredsstillelse.

Kærligst, Andrea 

 

Acai Facial Scrub Mask

100 ml
295,00 kr.
Please wait..
 

Acai Anti-ageing Facial Moisturizer

50 ml
595,00 kr.
Please wait..

Kun håndbagage – om at rejse let og lækkert

Begrænsningens kunst er som bekendt svær, og en af de situationer, hvor den virkelig kommer på...

3 genveje til forårslækker hud

Start med polering Regelmæssig eksfoliering holder din hud smidig, blød og helt preppet til alle...
Share on: