Åh, den er hård – forkæl dig selv!

Januar skal ikke handle om slankekur og straf-træning, hvis du spørger Andrea. Hun fylder den mørke måned op med sund, men forkælende mad, et godt glas vin og hyggelige aktiviteter, der gør godt for sjælen. Har du brug for inspiration til en sjovere januar så kan en af vores ti tips måske hjælpe dig på vej.

 

1.

Drik vin! Eller spis chokolade. Eller de der helt særlige oliven, du elsker så meget. Spis eller drik lidt virkelig lækkert hver dag, og nyd hver en mundfuld. Nydelsen tæller mere i regnskabet end kalorierne gør.

 

2.

Hav mig-tid – hver dag. Når du sætter tid af til dig selv hver dag, også selvom det bare er et kvarter, så prioriterer du dig selv, og det gør en forskel for din energi og glæde. Hvad du vil bruge din mig-tid på bestemmer du; meditere (Headspace-appen er genial og tager kun ti minutter), læse et par sider i en bog, se et afsnit af en serie, strikke eller stå på hovedet. Gør det du kan lide og nyd det.

 

3.

Lav noget kreativt. Når du laver noget med hænderne, slapper din hjerne af. Eller dine hverdags-kværne-tanker tager sig i hvert fald en pause. Det behøver ikke være korsstingsbroderi eller porcelænsmaling (selvom det faktisk lyder sjovt), men kan også være bagning, at lave en fotobog med familiens billeder eller Mandala-tegnebøger med ungerne. Fidusen er, at der er et output, for så stresser din hjerne nemlig ikke over, at du brugte tid på ingenting. Bonus er, at du hygger dig med det.

 

4.

Forkæl din hud og dine sanser. Tag dig tid til at pleje din hud, når du står på badeværelset. Brug lidt ekstra tid, når du skrubber kroppen ind i Body Scrub og giv benene et ekstra lag bodylotion. Dit ansigt kunne sikkert også godt bruge et kvarter med en maske og dit hår en god hårkur. Fordel din ansigtscreme med blide strøg. Plej dig selv – grundigt.

 

5.

Køb blomster til dig selv. Bare fordi man i virkeligheden aldrig kan få fine, friske blomster nok.

 

6.

Start en taknemmelighedsdagbog. Køb dig en fin notesbog og gør det til en vane, at skrive tre ting hver dag, som du er taknemmelig for. I starten kan det godt føles lidt kunstigt, men hurtigt opdager du, at der er andre ting i dit liv at være taknemmelig for end et fyldt køleskab og at det ikke regnede, da du cyklede på arbejde. Det er god gymnastik for sjælen, at huske sig selv på alle de gode ting.

 

7.

Fremkald billeder. Se alle årets billeder igennem – og få dem printet ud på papir. De digitale billeder, vi alle har en overflod af, ligger alt for ofte gemt på computeren. Har du god tid, så lav en fotobog med årets billeder eller billederne fra ferien. Du kan også få lavet søde foto-magneter til køleskabet direkte fra Instagram. De er også virkelig gode som gaver….

 

8.

Få frisk luft – hver dag. Gå på arbejde. Leg ude med børnene. Løb en tur. Frisk luft er vigtigt og især i januar hvor de lyse timer er så få, gælder det om at tanke kroppen op. Og så må man også godt få varm kakao med flødeskum bagefter …

 

9.

Lav sunde snacks. Hvis januar også skal handle om at skrue op for sundheden, så lav sunde versioner af godterne, så du stadig kan forkæle dig selv. Hvad med dadelkugler med kakao, grønne smoothies og lækre nøddeblandinger med mandler, hasselnødder, kokostern, mørk chokolade og tørrede morbær?

 

10.

Kys og kram! Skru op for hudkontakten i januar, og kys din mand og kram dine børn mere end du plejer. Hudkontakten øger mængden af oxytocin i din krop og det øger din lykkefølelse. Oxytocin kaldes også kærlighedshormonet og er det, der flyder i dine årer når du er forelsket (eller ammer dine børn), og det kan man da aldrig få for meget af.

Share on: