Livsforandrende begivenheder i 2017

02.08.2018

3 ting, jeg glæder mig til i 2017

1.

Jeg glæder mig meget til at møde min baby, og se hvad det er for et lille menneske, der gemmer sig i min mave. Vi ved jo ikke om det bliver en dreng eller en pige – det vidste jeg heller ikke med Isolde eller Alfred – og det er helt bevidst valgt. Man bliver jo scannet så mange gange, og jeg vil gerne gemme lidt af magien. Det er også lidt sjovt at holde spændingen – for hele familien. Jeg drømte faktisk hvad de andre var – Isolde så jeg i en drøm, hvor hun sad i en højstol og grinede, og med Alfred drømte jeg om en baby med problematisk lange nosser ….. Jeg har også drømt om babyen denne gang. Det var en pige, der lignede Alfred helt vildt – uden nosser dog – og som lå og smilede tilfreds til mig. Jeg kom måske også til at købe en kjole i Liberty, da jeg var i London forleden, men kønnet er jo i virkeligheden ligegyldigt. Lige nu har vi fire børn tilsammen og de er vidt forskellige børn med lige så forskellige personligheder – og om lidt kommer der en ny personlighed til flokken.

 

2.

En anden ting, jeg glæder mig til, er at få et nyt køkken i mit sommerhus. Det er et gammelt hus fra 50’erne og jeg købte det dengang jeg hverken havde børn eller kæreste, og jeg ville egentlig helst beholde det præcis som det er. Men … nu har vi fem børn med, når vi holder sommerferie, og det er ved at være for småt. Selve køkkenet er kun to kvadratmeter og det er altså ikke meget når vi holder tre fødselsdage hver sommer og i øvrigt insisterer på at holde Sankt Hans for 60 mennesker. Uden opvaskemaskine.

Så nu har jeg overgivet mig, og vi laver nyt køkken. Jeg vil dog gerne holde det i samme stil og leder med lys og lygte efter den helt rigtige bordplade med det helt rigtige ternede mønster. ALLE tips modtages….

 

3.

Og så glæder jeg mig til at kunne præsentere en verdenspremiere for jer. Det er noget, vi har arbejdet på i langt tid, og jeg er så stolt af resultatet. Det er stadig lidt en hemmelighed, men jeg kan sige så meget, at der ikke er noget lignende i Rudolph Cares sortiment, eller fra noget andet skønhedsbrand i verden, faktisk. Og det er ikke den eneste nyhed, du kan glæde dig til fra Rudolph Care i 2017 – der er så mange nye produkter, der bare venter på at komme på hylderne. Vi skal nok holde jer up to date.

 

3 ting, jeg vil give mig selv i 2017

1. 

Jeg er i relativ god grundform og har ikke taget meget på, men om lidt har min krop været igennem to graviditeter i træk, og jeg er altså 40 år. Jeg har det helt fint, men kan godt mærke, at min krop er belastet. For eksempel er en ældgammel fodskade, som jeg ellers aldrig mærker noget til, pludselig begyndt at værke. Så når fødslen og den første tid med den lille er overstået, så vil jeg give mig selv en sund og stærk krop igen. Gode forslag til hvordan det skal ske, modtages med kyshånd. Jeg har altid været meget glad for pilates og yoga og almindelig løb, men flirter faktisk med tanken om at deltage i Nordic Race. Ikke fordi jeg skal styrketræne helt vildt – elsker former og vil hellere veje lidt for meget end have for maskuline muskler – men Nordic Race er for sejt.

2. 

Jeg har set mig lidt lun på Cristaseya X Alessi-vasen, som de har hos The Apartment. Den er lidt skør, men jeg er helt vild med den. Den er lavet af en siciliansk keramiker, der hedder Giacomo Alessi og der er ikke ret mange af dem – derfor koster den også… Jeg kan godt lide at markere særlige begivenheder med en ting, som jeg kan gå kigge på og minde mig om det særlige. Smykker kan gøre det samme, men denne gang ønsker jeg mig vasen.

3. 

Det kan være en udfordring at gå på barsel når man er selvstændig, men jeg har heldigvis en stab af vidunderlige kollegaer, så jeg er helt tryg ved at overlade forretningen til dem. Jeg kan jo nok ikke holde mig helt væk, men det her bliver nok min sidste barsel, og det skal nydes. Og det er godt timet – det er en forårsbaby vi venter os, så vi har foråret og hele sommeren sammen.

 

 

3 ting, jeg vil blive bedre til i 2017

1.

Jeg skal blive bedre til at bede om hjælp og til at modtage hjælp som jeg ikke har bedt om. Jeg er blevet meget bedre til arbejdsmæssigt at uddelegere og give ansvar fra mig, og jeg har fuld tillid til kollegaerne. Det er fordelen ved at ansætte folk, der er bedre end mig selv. Men jeg har et ret højt aktivitetsniveau og får udrettet en masse på kort tid, og det kan være anstrengende for andre. Ofte synes jeg, at det bare er nemmere (og hurtigere) når jeg selv lige ordner det….Men det er jo ikke hyggeligt for andre når én styrter rundt og ordner det hele og er helt opkørt – fremfor at få andre til at hjælpe. Det har jeg fokus på!

2.

Jeg skal læse i 2017. Jeg har sat som mål, at jeg skal læse mindst 30 minutter om dagen – og det må ikke være mails. Det kan være faglitteratur, avis, roman, digt. Bare noget godt. Første bog er allerede læst - Maria Gerharts Der bor Hollywoodstjerner på vejen - der virkelig kan anbefales. Jeg skal læse mere fordi jeg er en langsom læser, men også for at blive bedre til at variere mit sprog – det havde jeg meget fokus på da jeg var radiovært, og det synes jeg er gået lidt tabt. Så nu SKAL vi have installeret de læselamper ved sengen….

3.

Jeg skal blive bedre til at gå tidligere i seng (så jeg jo kan få læst). Er kommet ind i en dum vane med at være lidt for effektiv mellem klokken 23-02 – og det duer altså ikke når man er gravid. Eller sådan generelt.

 

 

Acai Body Oil

 

Acai Body Balm

145 ml
425,00 kr.
Please wait..
 

Acai Body Soap

250 ml
145,00 kr.
Please wait..

Få huden tilbage i balance

"Det er ikke unormalt, at huden reagerer, hvis du en periode lever lidt anderledes end du...

Nytårsforsæt

Jeg har arbejdet med nytårsforsætter nogle år, men et af dem har aldrig været at jeg skulle på kur...

Andreas historie

Begyndelsen på en god slutning
Share on: