Nytårsforsæt

Jeg har arbejdet med nytårsforsætter nogle år, men et af dem har aldrig været at jeg skulle på kur. Jeg forstår heller ikke dem, der laver nul-alkohol politikker i januar. Det er jo den absolut sureste måned på året, hvor man netop har brug for en lille opstrammer i ny og næ. 

For mig handler nytårsforsætter om at skrue op for det gode i januar. Det er lige som mandage – her skal man også sørge for at være ekstra god ved sig selv. Og i januar skal der drikkes champagne - hvis man altså ikke lige er gravid….

Overgangen til et nyt år er en slags nulstillingsperiode, og det er faktisk meget rart. Alle kender vel det der med at komme tilbage fra en længere ferie og have en masse energi og gode intentioner om at tage bedre vare på sig selv – måske træne lidt mere eller styre sin arbejdstid noget mere. Det er lidt det samme med januar. Mine ønsker handler om hvad jeg gerne vil gøre for min familie og hvor og hvornår vores næste ferier skal være. Det handler om at fokusere på det gode – ikke kun kilo og kål.

Andrea

Jeg arbejder ikke med nytårsforsætter - jeg har eftersommerferie-forsætter. Der kommer man udhvilet, solbrun, glad tilbage, og vejret er godt, og man er fyldt af energi. Det er det perfekte tidspunkt til nye projekter. Januar er sur, kold, mørk og man har tit lidt for stort overtræk. Min mand og jeg har de sidste par år aftalt, at januar bare handler om at komme igennem, mens man har det så hyggeligt som muligt, så vi trisser bare rundt, sover en del, spiser sundt, får trænet, jeg plejer at købe nyt hyggetøj og så går jeg lidt til ansigtsbehandling og massage og er flittig med at komme til yoga. I år tror jeg også vi vil på VeVe, Henrik Ydes nye vegetariske restaurant, som netop har fået seks stjerner i Berlingske.

Sarah Skarum, journalist på Berlingske 

Tid, kvalitet og fordybelse. Det skal være overskrifterne på 2017.  Derudover vil jeg eksekvere på de rejser, jeg skylder min mand (en tur til Cuba og til Reichenbach i Schweiz). Jeg vil i bund og grund hellere bruge vores penge på rejser og oplevelser end to-go-kaffer og materielt hejs. Allerhelst ville jeg gerne sidde med hele min familie af mand, barn og bonusbørn og grave i mulden et sted i Sydfrankrig, og leve af figner og mandler i et år - bare for at tage en pause fra det hele og gøre noget radikalt anderledes. Eller tage dem alle sammen med på Kibbutz i Israel. Men mindre kan også gøre det, så en vandretur på Hærvejen, står også på som et nytårsforsæt. 

Sidst, men ikke mindst er mit nytårsforsæt for 2017; mere tid og mere latter. Livet som voksen må gerne være sjovt. Hvem har sagt det skal være hårdt og ondt og grumt at slæbe pengene hjem til terminer, nyt tag og isolering. Og tiden, ja den får vi som bekendt aldrig igen. Så generelt vil jeg bruge min tid mere bevidst, gå flere ture i min skov og hoppe mere i havet - også om vinteren. Alt, der bekræfter og vækker livslysten og de store drømme, vil jeg dyrke.

Frederikke Lett, kommunikationsrådgiver

 

Hvad med dig? Har du nogle nytårsforsætter eller dyrker du ikke den slags? Skriv en kommentar - vi vil elske at høre fra dig.

 

Share on: