Tanker fra Isoldes ekstramor

Mette Kjær er journalist, 33 år gammel, og gift med Isoldes far Jacob. Sammen har de Svend på 5 år, Karl Peter på 3 år og lille Herman på 8 måneder. Mette var 26 år gammel, da hun blev ekstramor for Isolde.

 

Der fulgte et barn med, da du forelskede dig i Jacob - hvad var det for en oplevelse for dig?

"Allerførst var jo vildt angstprovokerende. Ville hun kunne lide mig, og ville det komme til at gå godt? Jeg vidste, at jeg ville Jacob, så det SKULLE bare fungere med Isolde. Ellers var det forhold jo dødsdømt.

Heldigvis gik første møde ret smertefrit. Hun var lige blevet tre år, og i starten var hun jo vild med mig, fordi jeg altid gad lege en masse, men så kom der en efterreaktion efter et halvt år. Det gik måske op for hende, at jeg altså blev hængende. Jeg kan huske, at hun en morgen sagde ’skrid’ til mig og det blev jeg så ked af.

Vi tog vi lige en lille kamp, og så kom vi igennem det. Hun ville jo gerne af med mig, og fra at være bedste legekammerater, så begyndte jeg at sætte grænser. Det var måske det, hun havde brug for – hun skulle prøve mig af, før der kom balance i forholdet."

Efter et par år fik du så dit første barn. Hvordan var det?

"Alle, der har børn kan nok godt huske hvor hormonel og opslugt og usikker man er når man, når man lige har fået sit første barn. Der var jeg også lidt nervøs i forhold til Isolde, som lige var blevet fem år på det tidspunkt, for kunne jeg også give hende den plads og opmærksomhed, jeg synes hun skulle have? Ville det betyde noget at hun ikke var mit biologiske barn? Men det syntes jeg ikke fyldte noget, da det kom til stykket, faktisk.

Isolde er den vildeste overskudsstoresøster, og især når man tænker på hvor mange søskende hun har. Det ville være så forståligt, hvis hun bare var en lille smule træt af dem ind i mellem. Men det er hun bare ikke. Og det er klart, det giver bare et ekstra lag af kærlighed til hende, når hun er så dejlig med drengene.

Isolde var min første forældre-erfaring. Hver gang noget var lidt svært, så blev jeg meget i tvivl om det var fordi hun ikke var mit biologiske barn eller om det bare var sådan at have et barn. Den der tvivl var ret stressende. I dag, hvor vi jo har fået flere børn, kan jeg jo godt se, at en fireårig godt bare kan være mega irriterende. Det har sådan set ikke noget at gøre med at hun har en anden mor eller at jeg er hendes ekstramor. Børn er bare irriterede ind i mellem."

 

Tager I ekstra hensyn til Isolde?

"Hun har nogle gange sagt, at hun synes, at vi tager drengenes parti, hvis der er konflikter. Det er jeg dog meget bevidst omkring, og jeg har gjort mig meget umage med ikke bare tage drengenes parti på autopilot. Men det kan man da som skilsmissebarn måske godt få følelsen af, når man ikke bor der hele tiden som de andre gør, det er vel naturligt. Derfor skal der nok også hældes lidt mere tid og opmærksomhed på hende, når hun er hos os, for at styrke hendes følelse af at være en helstøbt del af den her familie.

Vi sørger også for at plotte alene tid ind i kalenderen – med os begge. Hun får faktisk mere solotid med Jacob og med mig, på en helt anden måde end hendes tre brødre får. Det har noget at gøre med ,at hun er det ældre, men også med at hun kun her på deltid. Hun og Jacob tager på cykelferie på Bornholm hvert år. Det er jo ikke sådan, at han tager på soloferier med hver af drengene, så hun får mere udelt opmærksomhed. Der er en masse bagdele ved at være delebarn, men det her er nok en af fordelene."

 

Hvad er det sværeste ved at være ekstramor?

"Jeg skal på ingen måde være hendes mor og aldrig forsøgt på at være det. Vi sørger også for at der er forskel på Jacob og mig. Han har forældrerollen og jeg er bonus-forælderen. Det betyder ikke, at jeg er uden stemme, for selvfølgelig opdrager jeg også på Isolde og sætter grænser. Men tvivlen om man gør det godt nok, hvad er det rigtige, fyldte meget i starten. Jeg tænkte konstant over, om det var ok at blive irriteret på hende og sige fra og sætte grænser. Man vejer sine ord og reaktioner anderledes end når det er overfor sine egne børn, er min erfaring. Det har været sådan den helt overordnede udfordring ved at blive ekstramor, synes jeg."

Brothers from different mothers - Herman og Alfred.

 

Hvor meget betyder forholdet til den anden forældre?

"Folk bliver jo skilt, fordi de ikke fungerer sammen, og hvis kommunikationen var svær, mens man var sammen, så bliver den mange gange ikke nemmere, når man er skilt. Det er så let at gå skævt af hinanden, og så eskalerer selv små ting. Dengang – før der kom ro på – blev der brugt meget negativ energi på at bekymre sig om småting. På begge sider.

Heldigvis gjorde Andrea og Jacob noget ved det. Jeg kunne jo se hvor meget den dårlige kommunikation fyldte hos Jacob og hvor meget energi, der blev brugt på det. Selvom Isolde var lille dengang, kunne man godt mærke, at hun kunne fornemmede det, og min tanke var, at hvis det ikke ændrede sig, ville konflikterne blive så meget sværere, jo større hun blev. Jeg ønskede jo heller ikke at være fanget i en familiekonflikt, så det var jo i alles interesse at få det til at funke. Mine forældre er selv skilt, og blev det på en lidt u-fed måde. Derfor har jeg nok helt naturligt, haft et stort ønske om at det skulle gå godt som muligt mellem Andrea og Jacob – og mig.

Så god kommunikation til den anden forældre betyder rigtig meget for barnets trivsel. Både på et praktisk plan, men også mentalt. Vi gør ikke altid det samme, og det behøver vi heller ikke, for når man bare taler om tingene og ikke er urolig for dårlig stemning og misforståelser, så glider det jo.

Vi kan også meget nemmere lave fælles front, hvis der er ting, Isolde har brug for lidt ekstra støtte til. Hun ved, at vi taler sammen, så hun kan heller ikke udnytte manglende kommunikation til egen fordel. Allervigtigst er dog, at det jo er dejligt for Isolde, at vi alle kan sammen. Hun har ikke den bekymring at kæmpe med, og kender ikke til den helt forfærdelige følelse af at høre dårligt om sine forældre.

En ting, jeg ikke må glemme i alt det her er, at Andrea altid har bakket mig 200 procent op. Isolde har altid bare følt, at det er helt okay, at hygge sig og have det godt sammen med mig. Jeg tror, det har en kæmpe betydning, at Isolde ikke har den bekymring med sig – om det nu var illoyalt eller på anden måde forkert at have det godt sammen med mig."

 

Hvordan er dit forhold til Andrea?

Det er godt. Jeg tror, en del af succesen kommer af, at vi faktisk altid har haft en helt grundlæggende god kemi og forståelse. Der har heller aldrig været jalousi eller noget af den slags imellem os - hverken i forhold til Jacob eller til Isolde.

En relation som vores, møder naturligt nogle udfordringer, hvor man lige skal holde fast i, at man godt kan lide hinanden, og i vores tilfælde især, fordi der jo har været så mange konflikter, og så meget at være uenige om. Vi kunne jo nemt bare have syntes, at den anden var en værre heks, men det har vi heldigvis aldrig gjort.

Jeg har da nogle gange ønsket, at der ikke var en ekskone, som også havde noget at skulle have sagt, i vores familie. Men det sker faktisk aldrig mere.

Vi har været med til hinandens bryllupper, vi holder hvert år fødselsdag sammen for Isolde, vi spiser alle sammen sammen ind i mellem, og vi ses generelt ret tit til afleveringer af tasker, skole- og sportsarrangementer og den slags. Og det er altid hyggeligt. Vi taler rigtig godt sammen, og vi taler sammen om meget. Vi er de første, der ved, når der er nye børn på vej i familien, og Andrea var også den første jeg ringene til, da min far døde, og bad hende tage sig af Svend. Så på den måde er vi ret fortrolige og tætte på hinanden. Men vi ses ellers ikke som veninder. Måske vi kommer dertil en dag."

Kh, Mette 

 

Hvilke råd vil du give til andre kvinder, der modtager andre kvinders børn?

Den er svær, for der er jo ikke to situationer, der er ens. Der er dog tre ting, jeg finder vigtige;

1. Involver dig

Når jeg taler med andre papmødre hører jeg tit om hvor svært nogle af dem har det med børnene. Nogle af dem gider dybest set ikke, at de der børn skal være der. Men jeg tænker, at den indstilling gør det ualmindelig svært at få det til at fungere. Omvendt, så ved jeg godt, at man jo ikke kan tvinge sig selv til at kunne lide nogen. Det duer heller  ikke at gøre alt for mange knuder på sig selv, for så drukner man jo i stress. Jeg tror det er vigtigt, at man finder ud af med sig selv, hvor meget man kan involvere sig, og så holde det på et niveau man kan overskue. Men jeg tror på, at vil du noget med en mand med børn, så er du nødt til at involvere dig i børnene – han hverken kan eller skal vælge dem fra.

 

2. Brug tid med ungerne

Hvis Isolde og jeg har haft nogle svære perioder, så er det min erfaring, at jo mere tid, jeg har brugt sammen med hende, jo bedre bliver det. Det har aldrig hjulpet, at jeg bare trækker mig. Jo mere samvær, jo bedre. Det er jo ikke en universel opskrift, men det har fungeret for os.

 

3. Forventningsafstem med din partner

Det allervigtigste handler om parforholdet, tror jeg, og hvordan man har det med sin partner. Kan han finde ud af at støtte dig i situationen og være der på en måde, så du får lov til at finde din rolle?

Der skal være plads til at tage de der snakke om hvordan det skal være her hvor vi bor. Hvis man ikke kan tale om de situationer, hvor børnene er urimelige eller hvor man har brug for at sætte grænser, så bliver man jo kvalt. Det handler jo i bund og grund mere om det, end det handler om børnene.

 

Share on: