Ting, jeg glæder mig til i juli

Jeg glæder mig så meget til at nyde sommerhuset. Vi har et hold mega-tjekkede håndværkere gående, og planen er, at de bliver færdige til 1. juli.

Vi har valgt at lægge antikke, spanske tegl på gulvet, og dem glæder jeg mig virkelig til at gå rundt på med bare tæer. Vi har givet dem en ordenligt omgang sæbespåner, så de bliver helt bløde at gå på, og jeg elsker den særlige tørhed og varme, der er over det materiale. Selvom vi har gjort meget ud af at finde genbrugsmaterialer – det gamle teglgulv, nye gamle vinduer, genbrugskøkken – så har der også sneget sig lidt luksus ind. Blandt andet gulvvarme i køkkenet, som nok først bliver aktuel efter sommeren, og så en opvaskemaskine. Det bliver vildt. Der er noget meget hyggeligt over at vaske op i hånden sammen, men med fem børn og alle de gæster, vi altid har, så bliver det altså også meget godt, at få mere tid til andet end at vaske op i år.

I juli er det Isoldes og min tur til at holde fødselsdag, og det glæder jeg mig til at fejre. Sidste år, da jeg fyldte 40, blev jeg fejret helt vildt. Med dejlig reception på kontoret dagen før, og så på selve dagen blev jeg overrasket af familie og venner med morgenmad – og middag om aftenen. Det var meget rørende og dejligt, og jeg havde ikke selv været med til a planlægge noget. Jeg plejer, at have en finger med i spillet, og det kan jeg faktisk også godt lide at have. De sidste par år har jeg holdt tøsemiddag for en masse af mine veninder i sommerhuset. Ikke alle kendte hinanden før og eneste forbindelse var mig, men der var god kemi mellem dem. Det bliver jeg bare så glad af. Jeg kan jo virkelig godt lide at have gæster og give dem en oplevelse, gøre det hyggeligt, lave lækker mad, så i år har jeg besluttet mig for at holde sådan en middag igen.

Det bliver ikke 100 procent ferie i juli for mig, for vi skal have taget nogle smukke billeder til et nyt produkt, der kommer til efteråret. Her kommer vi nemlig til at gå ind i en helt ny produktkategori. Det er med stor ærefrygt, at vi gør det, og det glæder mig virkelig meget til. Det er et produkt, der har været på tegnebrættet i årevis, og nu er hemmelighedskræmmeriet snart slut. Det er den superdygtige fotograf Signe Vilstrup, der skal lave billederne. Hun laver mange store kampagner ude i verden, så det bliver med garanti godt. Jeg synes, at Signe er så dygtig til at fange sensualitet og kvindelighed i sine billeder. Det er kunst, det hun laver. Så hvis du godt kan lide flotte billeder, så bør du følge hendes Instagram-profil. Sådan en dag, hvor man tager billeder plejer at være sindssygt sjov. Vi har sammensat et godt hold – makeup, hår, styling, lys og location – og følelsen af at alle arbejder intenst for at skabe tre billeder er meget intens. Det bliver så spændende, og det glæder jeg mig til.

En ting, jeg glæder mig til hver sommer, er at havbade hver dag. Jeg tror, at det er kombinationen af en lille smule alene-tid og følelsen af kroppen i vandet, som jeg elsker. Før jeg havde små børn kunne jeg godt finde på at køre til havet i hverdagene, men det er der bare ikke tid til nu. Især ikke når jeg ammer om morgenen. Men når vi er i sommerhuset, tager det bare fem minutter at gå ned til vandet.  Jeg gør det helst helt alene, inden resten af huset vågner. Morgengryet er så vidunderligt. Den stille, sprøde stemning, havet, roen. Jeg bader det samme sted hver dag og det er nærmest et ritual for mig. Først laver jeg kaffe, som jeg tager med ned til vandet, på med morgenkåben og et håndklæde over skulderen. Ofte er der sol tidligt om morgenen, og jeg får bare så meget energi af det. Jeg bliver faktisk et bedre menneske resten af dagen, hvis jeg har været i vandet om morgenen. Hvis jeg har tid til mere end bare et dyp, så slæber jeg mit surfbræt med og padler ud på havet.

Jeg har ikke været særlig social de sidste par måneder, og det passer mig dårligt. Jeg elsker at være omgivet af mennesker, lige så meget som jeg elsker min alenetid, og sommeren plejer at være fyldt med anledninger til at se en masse mennesker. Vi har mange venner i sommerlandet, og har flere faste traditioner med at ses. Nogle af dem ser vi hele tiden om sommeren, og aldrig resten af året, selvom vi bor tæt på hinanden i byen.

Det der med at mødes i en have til noget mad mens alle ungerne løber og leger sammen, og alle spæder til med hvad de lige har i køkkenet. Det gør mig bare så glad, og det er vildt hyggeligt. Jeg tror at det er impulsiviteten og tiden man har til at lade ting ske, der gør det så vidunderligt.

I år skal vi også have skaffet et legehus og en sandkasse, så ungerne også kan hygge sig i haven. Åh, sommerhusliv!

 

Aftersun Shimmer Sorbet

100 ml
225,00 kr.
Please wait..
 

Sun Body Lotion SPF 30 - Shimmer Edition

100 ml
165,00 kr.
Please wait..
 

Sun Face Cream SPF 50

50 ml
265,00 kr.
Please wait..
 

Sun Body Lotion SPF 30

150 ml
185,00 kr.
Please wait..
Share on: