5 skønhedsråd, som ikke koster noget

04.11.2018

Mange af de bedste skønhedsråd er helt gratis og nemme at komme omkring. Læs om fem af dem her på Rudolph Stories. 

Drik vand

At holde væskebalancen i vatter er et af de ældste tricks i bogen, men det er desværre et af dem, der undervurderes allermest. Huden har brug for væske for at holde sig fugtet og elastisk, og det kan man naturligvis give den med cremer og olier, men en af de nemmeste måder at hjælpe den på vej er at drikke godt med væske. Allerhelst rent vand. Og ikke nok med at væske er godt for din hud, så er det godt for hele dit system. Rigelig væske gør blandt andet også, at du bedre optager de kostfibre, du indtager – fibrene har nemlig brug for vand for at kunne fungere og passere optimalt i dit tarmsystem. 

Et koldt gys

Selvom det kan være ubehageligt i de sekunder, det står på, så kan et koldt gys under bruseren gøre underværker for både krop og sind. Hvis du er en af de modige, kan du som Andrea Elisabeth Rudolph tage et dyp i havets kolde bølger. Det kolde gys sætter gang i din blodcirkulation, gør huden og kroppen mere levende, og så lander man i en vidunderlig ro, så snart det er overstået. Hvis du endnu ikke har prøvet vinterbadning, men gerne vil i gang, kan du læse Andreas guide til vinterbadning her

Søvn 

Huden er vores største organ, og det er derfor selvsagt, at den også skal have hvile. I søvnen restituerer kroppen som organisme og lader dine batterier op. Derfor kan det hurtigt ses og mærkes på både din hud og din energi, hvis du ikke får nok søvn. Søvnbehovet kan være meget individuelt – nogle har kun brug for 7 timer hver nat, imens andre kan have brug for 8-9 timer for at være veludhvilede. For nogen kan søvn være en vanskelig bedrift, fordi roen og trætheden kan være svær at nå ind til, men der findes heldigvis mange hjælpemidler til en rolig og helende nattesøvn: En kop varm kamillete, som kan berolige dit nervesystem, en meditations-app som kan guide dig ind i søvnen og lukke stille ned for din uro, eller at læse en bog inden sengetid i stedet for at ligge med din mobiltelefon. Den lille, lysende skærm er nemlig alt andet end beroligende for din nethinde, og søvnen bliver oftest langt mere uforstyrret, hvis du aktivt forsøger at sænke vibrationerne i dit nervesystem, inden du skal sove. Kan du slet ikke undvære telefonen, så slå i det mindste night shift til, så skærmen lyser orange i stedet for blåt.

Meditation

Hvis der er underskud på søvnkontoen, eller hvis hverdagen er presset, kan man med fordel give sig hen til 5-10 minutters meditation. Meditationen giver kroppen og hovedet ro og mulighed for at koncentrere sig om de processer, der ligger den naturligt – det betyder eksempelvis også at din udstråling og dit overskud får mulighed for at skinne igennem, fordi kroppen kommer i balance. Et godt sted at starte er med en guidet meditation. Her hos kontoret er vi glade for apps’ne Headspace og Calm.

Massér dit ansigt 

Ansigtsmassage er også nem og lækker skønhedspleje som ikke koster dig noget. Hvad man ofte glemmer,er at ansigtet består af mange muskler – faktisk mere end 60 af slagsen – og dit ansigt kan derfor blive ret anspændt over tid. Især området omkring øjenbrynene og panden kan blive meget spændte, da det især er disse muskler vi bruger til at udtrykke følelser. Prøv at mærke dig frem – du vil højest sandsynligt kunne fornemme, at dine muskler er spændte og en smule ømme. Brug eventuelt en smule ansigtsolie til at give områderne en lille massage. Massagen vil på sigt gøre godt for dine ansigtsmuskler, men også for din huds udstråling.

Shop Bloggen
Share on: