Andreas simple jul

Hver jul er unik, men for Andrea Elisabeth Rudolph skiller julen 2018 sig særligt ud. Der er fokus på det simple, det hyggelige, nærværet og vigtigst af alt; at skabe stærke juleminder for børnene. Læs mere om, hvordan hun i år skaber hjerterum mellem flyttekasserne i familiens nye, skønne hjem. 

Julesok

”I år er julen lidt anderledes for mig. Faktisk helt anderledes. Vi er for nyligt flyttet ind i et nyt hjem, og det efterlader os i et hus, der er prydet med flere flyttekasser end julepynt. Så i år bliver julen simpel med fokus på det vigtigste. Jeg har derfor sørget for at bruge tid med børnene og få snakket med dem om, hvad der er allervigtigst for dem i julen. De store pegede hver på én ting, som vi absolut skulle nå, for at det kunne blive rigtig jul. For Alma var det vigtigst, at vi lavede noget kreativt sammen i fællesskab – så vi samlede honningkagehuse, sidst Oskar og Alma var hos os. Honningkagehusene var nogle, jeg købte forbagt i IKEA sidste år, men vi fik dem aldrig samlet. Så de var helt perfekte at samle i år, nu hvor det var vigtigt for Alma, at vi skulle i det kreative hjørne sammen. Jeg tror dog ikke, at vi spiser dem, nu hvor de er fra sidste år, men de pynter fint, og det var et vildt hyggeligt projekt. Isolde pegede på bolsjekogning – det har vi aldrig prøvet at lave før, så det glæder jeg mig til. Det projekt bliver mellem jul og nytår, så vi har ekstra god tid til det. De små, Alfred og Arthur, forstår ikke så meget af juleuniverset endnu, så jeg har sørget for, at de får besøg af nissen, og at de naturligvis har en julekalender. Utroligt nok, er det den med økologisk, tørret frugt der er mest populær.”

Julepynt hos Andrea

Børnenes julekalendre

"Det vigtigste for mig i år er, at mine børn er glade. Så er det en vellykket jul. Børnenes juleminder planter sig så dybt i dem i de første år, og det er i børneårene, at julen er allermest magisk. Vi har selvfølgelig også været i Tivoli og se på julelys og mærke stemningen, og så ser vi julekalender. De store synes, at The Julekalender er sjov i år, og det synes jeg jo, at den er hvert år. For børnene er det de samme glæder, der går igen år efter år – de simple og små ting. Nisseløjerne, adventsgaven, julekalenderen, eller blot at tænde kalenderlyset hver morgen. Det er noget af det, de synes er hyggeligst. Og jeg kunne faktisk ikke være mere enig. Udover børnenes minder og den gode, varme julestemning er det for mig selv også de små ting, der tæller; julemusik, en smuk adventskrans, duften af gran og en mistelten i dørkarmen. De ting har vi trods alt fundet frem i flytterodet” 

Mistelten

Andrea Elisabeth Rudolph

”Så, jeg har accepteret at i år er en flyttejul, og dem bliver der jo ikke mange af. Så julen i år er alligevel noget særligt. På den måde tror jeg på, at hver jul er unik – i år må vi bare have gang i fantasien og måske klæde stakkene med flyttekasser i hvide lagener og lege, at det er et snelandskab.”

Flyttekasser

Shop Bloggen
Share on: