Andrea om stærke kvinder på en vigtig kampdag

08.03.2019

Glædelig kampdag til alle! Læs med, når Andrea Elisabeth Rudolph reflekterer over dagens aktualitet og nævner nogle af de kvinder, hun beundrer og ser op til. Andrea Elisabeth Rudolph på besøg i Amazonas

”D. 8. marts er en utroligt vigtig dag, som skal fremhæves og æres. Alligevel er det en dag, der kan skræmme mig år efter år, fordi behovet for en engageret kvindekamp stadig er eksisterer. Kvindekampen har mange dimensioner og den er evig aktuel – nogle kæmper for ligestilling på arbejdspladsen, mens andre kæmper for basale rettigheder som uddannelse og ejerskab over egen krop. Uanset, hvad kvindekampen må indebære hos den enkelte, er det en værdig kamp, og jeg sender en særlig tanke til dem, der tør gå forrest - men også til dem, der øver sig i at kræve sin ret. Det er både nævne- og beundringsværdigt uanset, hvordan man kæmper.”

Er der nogle kvinder du særlig har lyst til at fremhæve på en dag som i dag?
”Netop i dag har jeg lyst til at fremhæve nogle af de stærkeste kvinder, jeg kender - det er kvinder der trøster mig, når kampen synes hård, og som giver mig håb for fremtidige generationer. Kvinderne er dem, jeg har mødt på mine rejser til Brasilien. Vores kerneingrediens i Rudolph Care, acaibærret, kommer fra Brasiliens regnskov, hvor mandlige bærhøstere år efter år høster bær til os. Det er hårdt fysisk arbejde at høste og transportere acai, som er forudsat af en stærk base, og den finder man, hvis man vender blikket mod det feminine islæt af dagligdagen i Amazonas. Mændenes partnere er nemlig dem, der i sidste ende får kabalen til at gå op – kvinden skaber og vedligeholder fundamentet, hjemmefronten og dækker familiens behov. Hun fodrer dyr, skaffer mad, vasker tøj og sørger for, at dagligdagen fungerer. Hendes arbejde er respekteret, for hvad det er, trods det traditionelt opdelte miljø. Jeg blev meget fortrøstningsfuld af at observere, hvordan manden og kvinden i familien sammen yder en lige indsats og ser livet som et fælles projekt, hvor ikke én løfter mere end den anden. Så, i forhold til kvindekampen er dette ikke et skrækeksempel, men et eksempel på, at gensidig respekt og ligestilling skaber de lykkeligste forhold under selv de simpleste kår, som dem der er i Amazonas.”

Hvilke kvinder ser du ellers op til? 
”Der findes så mange historiske, beundringsværdige kvinder, jeg ser op til for deres mod til at gå forrest. Men i bund og grund ser jeg op til alle kvinder, der tør det - kvinder der tager stilling, handler og bruger deres stemme. Kvinder der kæmper på vegne af andre kvinder, der ikke er lige så stærke, giver dem en stemme og gør krav på rettigheden til lige vilkår og anerkendelsen af kvinders fundamentale rolle i verden.”

 

Andrea 

Andrea Elisabeth Rudolph og hendes datter Isolde på besøg i Brasilien
Share on: