Grøn indeni og udenpå #5

22.09.2019

Vi har forenet vores ingrediens-univers med troen på, at god kost kan nære og pleje vores indre skønhed. Her får du den sidste opskrift i rækken, som tilmed er Rudolph Care-teamets favorit; bagte æbler med flødekaramel. 

Æbler

Med Firming Perfector Serum & Firming Therapy Moisturizers ankomst fulgte meget mere end nye produkter. Et hav af nye ingredienser sluttede sig også til flokken – ingredienser, du måske normalt forbinder med det grønne køkken. Opgraderingen af vores ingrediensliste har vi koblet sammen med vores overbevisning om, at vi må passe på og værne om det indre såvel som det ydre. Den vision deler vi med dygtige Marie Hertz. Marie driver spisestedet Birkemosegaard Køkken på Sjællands Odde og Det Økologiske Inspirationshus på Frederiksberg og har i anledning af vores lancering af de grønne heltinder skabt en række fantastiske opskrifter til dig – inspireret af netop de gode, nærende stjerneingredienser.

Hvis det er gået din næse forbi, at vi på Rudolph Stories gennem september har delt ud af vores nye opskrifter, kan du her læse opskriften på avocadodrikken med kombucha, den grønne soup verte, frokosten med omelet med spinat og de grønne snacks bestående af broccoli med yoghurt og dukkah. Den sidste opskrift i rækken er af den mere syndige slags – det udelukker dog aldrig i vores optik, at den kan pleje den indre skønhed. Fokus er på æblet, som du både finder i Firming Perfector Serum og Firming Therapy Moisturizer i form af æble-stamceller. På og i huden styrker æblestamcelle-ekstrakt hudens evne til at reparere skader og forny sig.

Bagt æble med flødekaramel - opskrift fra Rudolph Care
Maries Signaturdessert

Bagte æbler med flødekaramel

Til 2 personer

Bagte æbler
2 mellemstore, danske æbler
En lille håndfuld bær, for eksempel brombær eller blåbær
En lille håndfuld ristede hasselnødder
En lille smule acai pulver (findes i helsekostbutikker)

Karamel
250 g sukker
100 ml vand
500 ml fløde
En knivspids havsalt

Karamel

Kom sukker og vand i en gryde og lad det koge op, så sukkeret smelter jævnt. Når vandet er fordampet og sukkeret har fået en fin, gylden farve, røres fløde i lidt ad gangen.

Lad karamellen koge igennem i 10-15 min. ved svag varme. Tilsæt havsalt, når karamellen har en fin cremet konsistens og lad den køle af.

Bagte æbler

Forvarm ovnen til 180 grader. Fordel æblerne i et ildfast fad. Bag æblerne i 5-8 min. Når æblerne punkterer ganske lidt, så er de klar.

Anret de bagte æbler på et lag af karamel og med bær og hasselnødder på siden.
Drys med lidt acai pulver og server straks. Velbekomme!

Køb Firming-produkterne her
Share on: