Jul á la Emilie Lilja

Det er fjerde og sidste søndag i advent, og det betyder (desværre) enden på dette års skønne juleuniverser. Det sidste i rækken kommer fra DJ, influencer, hundemor og juleentutiast, Emilie Lilja. 

Emilie Lilja og hendes hund Torben

Hvor holder du jul i år?
”Hos mine forældre i Klampenborg med hele den pukkelryggede familie.”

Julepynt hos Emilie Lilja

Hvordan holder I jul i jeres familie - klassisk eller mere alternativt?
”Jeg tror, at det er meget klassisk. And og flæskesteg, ris a la mande med mandelgave, dans om juletræet og gaver til store som små i familien.”

Er der nogle særlige traditioner, som absolut ikke må overses?
”Min mor går banjo, hvis vi ikke synger mindst 6 salmer om juletræet. Det er hendes højdepunkt på aftenen, måske fordi hun er den eneste i familien, som har en nogenlunde sangstemme. Vi andre lyder som en flok gæs i panik.” 

Juletræ med pynt hos Emilie Lilja

Stresset eller cool jul?
”Stresset jul kan godt være cool. Jeg har ikke noget imod julepanik, tværtimod – jeg arbejder godt i det miljø! Måske fordi jeg elsker jul så meget, at det er ligegyldigt om det er travlt eller ej. Det er jul. Og så er alt hyggeligt.”

Hvilken er dine yndlingsjulekager, og bager du dem selv? 
”Hvert år er min lillebror og jeg selvudnævnte havregrynsbolleministre. Det er det eneste, vi kan bidrage med i køkkenet, så det gør vi stolt. Jeg laver dejen og ruller, William fyrer kokos på og stiller dem på fadet. Opskriften er fra en gammel og næsten udhvisket kogebog, som er min fars bibel, og som jeg tror han købte i 60´erne. Den ser sådan ud i hvert fald, haha.”

Hvad glæder du dig allermest til ved juletiden?
”Jeg kan seriøst ikke nævne én ting. Men mine største glæder ved julen er dagen for oppyntning i mit hjem, hvor jeg køber juletræ, hører julemusik og pynter op – det gør mig helt ekstatisk. Jeg elsker også første visit i Tivoli til jul - der er så magisk, at jeg begynder at tro på julemanden igen. Og det første glas glögg på Hviids Vinstue varmer også mit store julehjerte. Sidst men ikke mindst, så elsker jeg at give gaver, som folk bliver glade for. Dét er de allerbedste ting ved julen.”

Pakkekalender hos Emilie Lilja

Emilie Liljas hund Torben i sin kurv

Den bedste gave, du har fået?
”Jeg fik en Scott jakke, den samme som Tom Hardy har, sidste år i julegave. Og jeg havde ønsket mig den SÅ meget, så jeg var helt lykkelig.” 

Den værste gave, du har fået?
”Jeg kan ikke nævne noget specifikt, men jeg bliver ærgerlig, når folk køber ligegyldige julegaver uden at have lagt en smule tid og energi i det. Så kan man ligeså godt lade være.” 

Den bedste gave, du har selv har givet?
”Åh, den er svær! Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg går virkelig meget op i at give gaver - enten som en overraskelse, som folk ikke havde regnet med, eller noget de virkelig har ønsket sig.”

Dit bedste juletip? 
”Find dit indre legebarn frem, glæd dig og nyd julen.”

Hunden Torben og Emilie Lilja
Shop bloggen
Share on: