Min sommer: Andrea Elisabeth Rudolph

07.07.2019

Hvad er essensen af din sommer? Vi bad en gruppe skønne damer om at lukke øjnene, slå sanserne til og beskrive deres sommer. Prøv selv, at svare på spørgsmålene. Man kommer i det dejligste sommerhumør - uanset vejret. Her har Andrea Elisabeth Rudolph svaret på de sanselige sommerspørgsmål.

Min sommer smager af…

… dansk fisk og lokale grøntsager. Gerne blæksprutte, hvidløg, persille og god olie. Sommeren smager også af kold agurk. Det elsker jeg, og endnu højere elsker jeg, at vi kan dyrke dem herhjemme i haven om sommeren. Derudover smager sommeren i år også af et større fokus på, hvad vi putter i munden hjemme ved os. Alfreds lille mave gør oprør, og vi har fundet ud af, at hans tarm er irritabel, hvilket udelukker en del fødevarer. Det er svært, men jeg har heldigvis en vildt god app, som hjælper os på vej til, hvad vi må spise på det der lidt halv-avanceret hedder en ’low-fod’-diæt. 

Om sommeren kigger jeg på…

… min mand uden særligt meget tøj på. Og børnene der leger. Folk der nyder solen og havet. Jeg kigger på unge mennesker på Nordhavn, der nyder deres kroppe og hviler i dem. Det opdagede jeg forleden på en gåtur derude, og det gav mig håb og trøst at se så meget body-love blandt særligt unge piger. Jeg ved, at det langt fra er virkeligheden alle steder, men jeg nød at se dem nyde den bløde, flotte mave, de fine lår og føle sig smukke. Det håber jeg for alt i verden, de bliver ved med at føle. 

Min sommer dufter af…

solcreme. Den gode, sikre slags fra Rudolph Care selvfølgelig. Jeg tror, at rigtig mange mennesker associerer duften af solcreme med sommer og ferie, og jeg kan ret godt lide det billede. Da jeg var yngre, var det duften af den karakteristiske kokosolie, som alle stegte i under solens stråler, men i dag er den heldigvis erstattet at et sikrere alternativ for mig. Sommer dufter også af nyslået græs, saltvand, bål, baby (jeg er jo lige blevet faster) og regn på varm asfalt. 

Min sommer lyder som…

Jada. Hun er alt, der er godt, samlet i én – kærlighed, god stil og lækkerhed på helt nyt plan, jeg ikke før har set. Og så synger hun helt vidunderligt. Alle bør gøre sig den tjeneste, det er, at lytte til hendes stemme. 

Sommerfølelsen er for mig…

… følelsen af at tiden står stille. Tid til fordybelse, refleksion, stilhed og en søgen tilbage til minderne. 

Sommer får mig til at drømme om…

… alt det jeg sætter pris på, og alt det jeg har. Jeg drømmer mig ikke væk om sommeren - jeg drømmer hellere i det, jeg er i lige nu. Jeg er lige, hvor jeg gerne vil være. Sommeren giver mig ro til at nyde mine nære og tid til at reflektere over, hvor heldig jeg er. Det er som om livet om sommeren med den åbne kalender og pladsen til impulsivitet er lidt nemmere, end normalt. Mine ideer får råderum, det sociale liv er mere flydende – spontane sammenskudsgilder sker mere eller mindre ud af det blå og dagene defineres ofte ud fra, om det regner, eller solen står højt på himlen. Jeg elsker, når vi fra dag til dag blot kan bestemme, hvad vi har lyst til at lave – og så gøre netop det, og kun det. 

Sommer-favoritter
Share on: