Min sommer: Helle Høgsbro Krag

21.07.2019

Hvad er essensen af din sommer? Vi bad en gruppe skønne damer om at lukke øjnene, slå sanserne til og beskrive deres sommer. Her har en kær veninde af Rudolph Care huset, stylist og iværksætter Helle Høgsbro Krag, svaret på de sanselige sommerspørgsmål.

Min sommer smager af…
… salt og sødt - is med karamel og salty pretzel. Iskold, udskåret grapefrugt med mynte. Og så er jeg tilstrækkeligt politisk ukorrekt til stadig at elske dadler med bacon. 

Om sommeren kigger jeg på…
… espadrilles! Jeg er på jagt efter de flotteste espadrilles, som jeg egentligt fandt, da jeg var på Mallorca for nyligt, men ikke ville ofre 145 Euro på. De var lavet af hør og var helt flagermustynde i stoffet – og så fine. De skal kunne findes på en eller anden måde. 

Min sommer dufter af…
… lyngmarker. Det må være den ultimative sommerduft, selvom jeg faktisk ikke har duftet til en i mange år. Som lille sejlede jeg meget rundt omkring i Danmark, hvor vi altid kom tæt på lyngmarker på øerne. 

Min sommer lyder som…
… motorklukken fra den lille, lyserøde jolle, jeg har købt til at nyde livet i hele sommeren. Der er kun lige plads til to, og hvis madpakken også skal med, er der ikke plads til motoren. Min sommer lyder også af bryllup i år – min venindes datter skal giftes, og jeg har fået noget så fint som en skriftlig invitation. Jeg har naturligvis givet et skiftligt svar retur. 

Sommerfølelsen er for mig…
… en blandet følelse af nyt og gammelt. Sommeren er som en ny start, når man træder ind i en ny sommergarderobe, som jo egentligt er gammel, men føles ny. Sommeren er også som en billedbog af minder, der går igennem hovedet.

Sommer får mig til at drømme om…
… gode loppemarkeder og flotte negle. Og Italien, som vi tager til hvert andet år. Jeg kæmper lidt med ikke at skulle rejse det samme sted hen år efter år – så vi holder os til hver andet. Jeg er ikke så god til det ensformede og rutineprægede, når det kommer til at rejse.

Shop
Share on: