En bid af Silke Granes skønhedsunivers

16.11.2018

Vi tager endnu et nysgerrigt kig ind i et skønhedsunivers, som denne gang er Silke Granes. Silke har en vidtomspændende skønhedserfaring efter mange år i faget med en ukuelig nysgerrighed til alt, hvad der rører sig i branchen. Hendes interesse og passion for skønhed har blandt andet ført hende omkring erhverv som makeupartist og skønhedsredaktør, og i øjeblikket forsyner hun Alt For Damerne med det nyeste inden for skønhed.

Silke Grane

Hvad tænker du, når du hører ordet ’skønhed’, og hvad er det for dig?
”Skønhed er ikke kun den ydre skønhed hos et menneske, men langt vigtigere er den indre skønhed. Den følelse at hvile i sig selv, have ro i sindet med den man er og den måde, man er skabt på. For mig er et menneske smukkest, hvis hun/han bærer sig selv med styrke og selvsikkerhed. Men skønhed kan være omkring os på alle mulige måder. Se f.eks. det smukke efterårsvejr, vi har lige nu, det er i den grad også skønhed. Og så er skønhed for mig også mit arbejde, for jeg lever af at skrive om det, tester produkter og er i det hele taget dybt optaget af, hvad der rører sig i skønhedsbranchen.” 

Hvordan er din skønhedsrutine, og er der noget, du vægter ekstrahøjt i din rutine?
”Jeg har ikke en særlig rutine med, at jeg bare SKAL igennem et ritual hver morgen/aften. Men jeg renser selvfølgelig altid min hud ekstra grundigt om aftenen, og så pøser jeg både serum og creme på huden, så den får masser af næring og fugt. Om morgenen bruger jeg kun vand, da min hud er lidt sensitiv og ikke kan tåle for meget afrensning. Og det er jo et stort fy i skønhedsbranchen, men det fungerer altså for mig og min hud :)  .. Derudover har jeg i mange år taget forskellige kosttilskud, som har en styrkende effekt på huden. Lige nu er jeg i gang med et kollagenpulver, som jeg kan mærke har gjort min hud rigtig godt. Så det vil jeg klart fortsætte med!” 

Hvordan er din skønhedsrutine præget af de skiftende årstider og nu især efteråret?
”Jo koldere det bliver jo federe bliver mine plejeprodukter. Så kan serummet godt blive skiftet ud med en olie under min dag- og natcreme. Det er sindssygt hårdt for huden med den skiftende tørre radiatorvarme og så kulden og blæst i næste øjeblik. Derfor pakker jeg huden lidt mere ind, og lader olien være den uldne undertrøje til huden.” 

Hvad er dit bedste skønhedstip?
”Jeg føler mig mest smuk, når jeg er i balance. Så mit tip handler ikke om produkter, men om at være god ved dig selv - mærk efter hvad du/kroppen har behov for. Hold små pauser i hverdagens jag og stress, gå ud og få lidt frisk luft. Det gør så godt, og jeg kan se og mærke, hvor godt en gåtur i skoven gør mig. Kinderne får farve igen og det er som om der kommer fornyet ro og balance i kroppen. Og hvis det skal være et mere håndgribeligt tip, så får jeg omgående et sundere og mere friskt udseende, hvis jeg blander nogle selvbruner-dråber i min dag- eller natcreme. Det er min redning, når huden ser lidt grå og kedelig ud.” 

Shop Bloggen
Share on: