Ting, jeg glæder mig til i maj

05.05.2019

Maj står særligt i bæredygtighedens tegn for Andrea Elisabeth Rudolph. Rudolph Care er på vej af endnu flere grønne stier fyldt med nye initiativer, og det fylder kalenderen på den helt rigtige måde. Tid til selvforkælelse og afveksling er der dog altid tid til. Læs mere her. 

”Min maj står på forskellige måder i bæredygtighedens tegn. Og det første der skal præge den, er når vi i Rudolph Care skal på workshop med SDG Accelerator. SDG Accelerator er et af FN’s udviklingsprojekter, som arbejder på at hjælpe den private sektor til at arbejde sig tættere på FN’s verdensmål – også kaldet Sustainable Development Goals. Det program er vi med, og det er et sindssygt spændende og udfordrende projekt. Noget, jeg synes gør det ekstra svært, er at Rudolph Care er født og grundlagt på en bæredygtig filosofi – og hvor starter man så? Vi har gjort rigtig mange ting rigtigt fra start, men vi ved heldigvis, at vi stadig kan gøre det bedre. Emballage er blandt andet en af de ting, og det er eksempelvis på det område, vi drømmer om at kunne forbedre os.”

”I forlængelse af arbejdet med verdensmålene, skal vi også noget helt andet i maj, dog med samme formål. Vi skal spille fodbold! D. 14. maj afholdes Global Goals World Cup i København, og Team Rudolph Care stiller selvfølgelig op for at spille for en bedre verden. Vi er gået i gang med forberedelserne – min mand har sågar trænet teamet og givet os et par fif til, hvordan man tæmmer en bold. Det bliver så sjov en dag, og jeg vil opfordre alle til at komme ud og heppe på Team Rudolph Care d. 14/5 fra kl 16.30 ved BLOX (red. Bryghuspladsen, 1473 København K). Vi kommer klædt i bæredygtige, sjove spilleruniformer med Rudolph Care solcyklen ved vores side, som tilbyder alle, der har lyst, gratis indsmøring i lækker, sikker, svanemærket solcreme.”

Rudolph Care Backstage som Official Beauty Partner til Copenhagen Fashion Summit 2018

”Og så skal Rudolph Care til et event, jeg har glædet mig til, siden det sluttede sidste år. Nemlig Copenhagen Fashion Summit 2019, som er et årligt topmøde, der samler beslutningstagere i modeindustrien om én fælles agenda: En grønnere og mere bæredygtig modebranche. Den 15-16 maj vil være fyldt med inspiration fra spændende talere og toprelevante diskussioner – og år efter år er det et event, jeg går fra med vigtig, ny viden og en god fornemmelse i maven. I år er Rudolph Care endnu engang den officielle beautypartner – og det vil sige, at vores fornemmeste opgave er at sørge for lækker, strålende og sund hud til alle talerne, inden de træder ind på Koncerthusets flotte scene. Jeg drømmer jo stadig om, at Eva Kruse (red. CEO, Copenhagen Fashion Summit) en dag vil tage skønhedsbranchen under sin vinge og udvide Copenhagen Fashion Summit til også at omhandle skønhed. Tænk sig, hvor meget vi kunne udrette, hvis to så store spillere i verdensindustrien gik sammen og inspirerede hinanden til at skabe et mere bæredygtigt grundlag for vores forretninger. Det kunne være så sejt.”

Andrea Rudolph - Rudolph Care signaturbehandling

”Som man kan læse, bliver maj travl, og det betyder også, at jeg må passe lidt på mig selv. Det synes jeg nu, at jeg er god til hele året, men det er særligt vigtigt for mig i hektiske perioder. I maj vil jeg lægge mig på briksen til en Rudolph Care signaturbehandling. Det er en 90 minutters behandling, som både sørger for indre og ydre omsorg, pleje og ikke mindst et lækkert, nærende skønhedsboost fra vores produkter (red. læs mere om Rudolph Cares signaturbehandlinger, og hvor du selv kan booke tid her).”

”Til allersidst i maj glæder jeg mig til, at vi skal på fotoskydning med Rudolph Care. Vi skal have skudt nogle nye, skønne billeder til vores medier, og sådan en dag er altid virkelig sjov. Billederne skal tages i Tisvildeleje, hvor vi skal sætte en scene for et sommerparadis. Det er heldigvis ikke svært i Tisvilde, og med et hold af kreative sjæle og Asger Mortensens kameralinse er jeg sikker på, at vi ender med et vildt lækkert resultat.. som altid :-).”

 

Andrea ♥

Shop bloggen
Share on: