De bedste film til din Valentinsdag

For nogle kan Valentinsdag, der bare skriger KÆRLIGHED, KÆRESTE OG TOSOMHED være en særlig træls dag. Der kan være hårde tider, blide tider og seje tider som single eller bare som kvinde. Fælles for de tre udvalgte film er, at de giver voldsom gåsehud. De repræsenterer alle tre mod, håb, styrke og frihed. Og så giver de én en bidende lyst til at rejse sig og tage livet med storm. 

An education – Lone Scherfig (2009)

Er du blevet kvast af kærligheden, så se ”An Education” med den bedårende Carey Mulligan i hovedrollen, for den gør én sjældent opløftet og livsforelsket. Filmen er finfølt, autentisk, bevægende og oprigtig sjov midt i stor alvor. Den er fænomenalt instrueret af Lone Scherfig og udspiller sig i 1960’ernes London, hvor den unge, velbegavede Jenny’s liv tager en drejning da hun møder den (for) charmerende  David (Peter Saarsgaard). Filmens hjerte banker for kvinden til at træde i karakter, finde livet og sig selv uafhængigt af manden. Den bærer en sødme i sig, som en påmindelse om menneskelig blidhed, og et håb om alt det der venter forude, hvis man løfter blikket og ændrer sin livsbane. 

Thelma & Louise - Ridley Scott (1991)

Denne fabelagtige roadmovie skal ikke ses, fordi det er Brad Pitt’s gennembrudsrolle som ung, sprød og lækker cowboy-hitchhiker - men fordi to af amerikansk films store skuespillerinder Susan Sarandon og Geena Davis giver den som rå men sårbare kvinder til en ekstrem, der gør selv den hårdeste sjæl stum af beundring. Om nogen tager de tilværelsen i egen hånd og går linen ud i et så ekstremt  råb om frihed, at man aldrig glemmer det. Slutscenen er noget af det mest powerfulde, sindsoprivende og frydefulde nogensinde set på film. 

Joy  - David O’ Rusell (2015)

Har personligt længe været fan af instruktøren David O’ Russel og særligt fan af Jennifer Lawrence, som spiller hovedrollen i ”Joy”, der bygger på den sandfærdige historie om en almindelig husmor, der opfandt en særlig effektiv rengørings-moppe. Man holder så hardcore med heltinden (og hendes lille datter), at man ryster af grin og gråd. Jeg kender mange iværksættere, selvstændige og store drømmere, der skal se denne film for de vil mærke dens sjæl og kende kvindens kampe. 

Men den skal også ses af dem, der aldrig tror på det store eventyr for mødet med ”Joy” er mødet mellem det ordinære og det ekstraordinære. Når rulleteksterne kører, rejser man sig fra sædet og tænker: Go get that dream.

 

Det er vitterligt svært at begrænse sig til tre film, når det gælder kærlighedens stærkeste fortællinger. Meget, meget, meget svært. Derfor står der fire på listen, der spænder lige fra det lette, lyse og livsbekræftende, til det mørke, passionerede og voldsomme. Kærligheden kommer i mange farver og former, men en ting er sikkert: intet ryster os så grundlæggende som den.  

Atonement  (Joe Wright 2007)

”Atonement” er min personlige yndlingsfilm by far indenfor den romantiske genre. Sjældent har jeg set så passioneret og cool en film. Den spiller på flere strenge, har flere lag og ekstra fortællinger, der sætter den romantiske historie i en rystende kontekst. Og så glemmer man aldrig Keira Knightley i den smaragdgrønne kjole, og man glemmer aldrig, aldrig, aldrig de erotiske digte skrevet af den unge elsker, som spilles indædt lidenskabeligt af James McAvoy. 

Stormfulde Højder – Andrea Arnold (2009)

… er den ultimative film til alle passionerede sjæle. Bogen ”Stormfulde Højder” af Emily Brontë (1847) er et must-read, og er for øvrigt den eneste roman, hun nogensinde skrev. Den er blevet filmatiseret igen og igen og igen og igen, men vælg den version med Tom Hardy. Den forkælede overklassepige Catherine forelsker sig lidenskabeligt i den omstrejfende Heathcliff og omvendt. Filmen er mørk, flår i sjælen, og indrammer på den måde kærlighedens mere destruktive sider - så er I til den lysere romantiske genre, vælg da en gammel klassiker som…

When Harry met Sally  - Rob Reiner (1989)

På en måde er det corny at bringe denne film på listen – fordi den i virkeligheden måske er lige vel sukkersød, men så igen: hvem kan have noget i mod sødme? Den er SØD og den er SJOV og den sætter fokus på manden og kvinden, deres forskelligheder og skævheder. Og så er den forløsende i både humor og alvor og i det evige håb om, at kærligheden vinder igen og igen. Happy Hollywood, som vi jo i virkeligheden elsker det. 

 

Sun Body Oil SPF 15

150 ml
285,00 kr.
Please wait..
 

After Sun Repair Spray

150 ml
185,00 kr.
Please wait..
Share on: