Fødselsdags flashbacks

13.07.2018

Det sjoveste

Det er nærmest umuligt kun at nævne én ting, men jeg synes, at noget af det sjoveste er produktudvikling. Når man kæmper hårdt for at lave et produkt og har nørdede typer i kitler og tykke briller til at opfinde, det man søger og som ikke findes endnu – som for eksempel vores shampoo. Altså, det var jo ikke fordi, der manglede shampoo på markedet, men der var ikke shampoo, der var miljømærket, og som kunne skumme og knitre og gøre håret lækkert og dufte dejligt, og at det så lykkes os, at lave lige netop det – uden at gå på kompromis – den slags er bare sindssygt sjovt. 

Det hårdeste

Det er lidt det samme…. At have sat så mange forhindringer for sig selv, og barren så højt, som vi har hos Rudolph Care – det er hårdt. Vi har jo ikke bare én certificering, men to. Når der ikke er flere certificerede brands, så er det ikke økonomien, det handler om, men det at klargøre brand og produktion til at kunne bære en certificering – det er så vanskeligt. Vi har to certificeringer vi skal leve op til , og det er to sæt krav, der på ingen måde er ens, så det er lidt dobbelt op. Oveni det, så skal produktet præstere – det er temmelig udfordrende.

Certificeringer er en række krav og regler for ingredienser, produktion og alt omkring produkterne, men det er ikke regler, vi bare kan regne med gælder for evigt. De ændres jo i takt med at ny forskning giver nye indsigter, og det betyder selvfølgelig, at vi skal følge med. Der bliver åbnet og lukket for muligheder i forhold til ingredienser, emballage og produktion, og ind i mellem skal vi lave ting om – uden at det går ud over forbrugeren, der jo forventer samme produkt og effekt hver gang. Det kan være at INCI-listen med produktets ingredienser skal ændres eller emballagen skal skiftes ud – og det er svært, for udvalget af muligheder, der ikke er fyldt med gift, og som passer til produktet, er meget lille. Alle de her regler, er noget af det sværeste at have med at gøre. 

Det mest overraskende

Hvert år til jul overraskes jeg over, at nogen har skrevet et Rudolph Care produkt på deres ønskeliste. Ind i mellem, når jeg er rundt og besøge vores forhandlere, og jeg så møder en kunde, der viser mig en fysisk ønskeseddel, så taber jeg kæben. Hver gang. Jeg bliver stolt helt ind i knoglerne.

Følelsen af, at have lavet noget, som nogen skriver på en ønskeseddel, er bare vildt overvældende og rigtig dejlig. Det er det samme når mennesker, jeg selv ser op til og anerkender, pludselig viser sig at bruge Rudolph Care, så bliver jeg både stolt og overrasket. Som eksempel når Liv Tyler, som jeg ved elsker Body Balmen, liker et Instagram-billede og skriver #want. Det er fedt. 

Det mest givende

Det mest givende for mig er at se, hvor givende det er for andre. Når jeg bliver stoppet på gaden af nogen, der vil fortælle mig, hvor meget produkterne gør en forskel for dem. Det bliver jeg bare så glad for. Jeg tænker også, at de er modige. Der skal meget til, at jeg selv stopper folk. Det kræver altså mod at sige sådan noget , men jeg bliver så glad for at høre fra glade kunder. Wow, det er fedt.

Det er også meget givende, at vide at vi gør en forskel. For eksempel for regnskoven. Acai er så stor en del af vores koncept, og det gør faktisk en forskel – på et højere plan – end at nogen har en god oplevelse på badeværelset. Vi, og dem, der køber Rudolph Care, selvfølgelig, er med til at bevare et stykke af regnskoven i Amazonas, og det har en kæmpe betydning. For det lokalsamfund, der lever af at høste de økologiske bær, for regnskoven, der ikke bliver fældet og i sidste ende os alle sammen. Jeg vil gerne på sigt lave flere projekter af den slags, med et større formål. 

Det, du elsker allermest

Jeg er ekstremt glad for det hold af kollegaer, der arbejder med mig.  Jeg elsker det team og føler en oprigtig stolthed over dem. Det er et stærkt, dedikeret, passioneret og meget elskeligt team – og jeg holder af alle på det hold. Det gør, at jeg er helt tryg ved at gå på barsel, og hvis jeg ikke bliver så dygtig til at holde mig væk fra kontoret i min barsel, så er det fordi jeg må forbi til frokost og høre om hvordan det går i deres liv uden for kontoret.

Det, at jeg har skabt en rigtig arbejdsplads, er noget jeg er meget stolt af. De første, der var med på holdet, var med til lægge hånden på kogepladen, og kunne dengang ikke honoreres lønmæssigt i det omfang, jeg gerne ville. Da jeg endelig var der, hvor jeg kunne lægge folk, hvor de lønmæssigt skulle være, og lave sundhedsforsikring og pension, så kunne jeg sætte et stort og stolt kryds i min masterplan. Det elsker jeg virkelig at tænke på.

Jeg elsker også at Rudolph Care er en dansk virksomhed, og at vi holder produktionen i Danmark.  

Ligesom jeg også bare elsker den loyalitet, som vi oplever fra kunderne. Det er virkelig rørende, og jeg elsker, at de giver lyd og fortæller om det. Det er de gode til.

Det, du helst vil overlade til andre

Jeg orker virkelig ikke kørselsregnskab og bonner og alt det der bagudrettede papirarbejde. Det er jo færdig tid, det er brugt, det er ikke fremtid. Jeg burde virkelig sætte det lidt mere i system for firmaet skylder vist lidt for al den kørsel, og min bankmand ville helt sikkert også blive glad for det, men … Det er jeg dårlig til at få fikset.

Også det der med at svare tilbage på mails og sms, det må jeg også lige stramme lidt op på. Det hober sig op, og kan blive en stressfaktor for mig. Jeg prøver at uddelegere så mange opgaver til dem, der bedre til det end mig, men der er rum til forbedring. Og det er ikke bare arbejdsmæssig – også privat ved folk efterhånden, at det ikke er personligt, hvis jeg ikke svarer tilbage på smsen. 

Det, du allerhelst ville lave om

Det er sjældent, at jeg fortryder noget, så det er lidt svært at svare på. Mine kollegaer i Rudolph Care har været med til at gøre mig til en bedre chef i løbet af årene. Det havde jeg jo ikke prøvet at være før, så jeg har nok engang sagt og gjort noget, jeg i dag helt sikkert ville gøre anderledes.

Det, du aldrig ville ændre på

Det, som det hele handler om, det vil jeg aldrig ændre på. Nemlig, at man ikke skal gå på kompromis. For mig og for Rudolph Care handler det om både at ville lave hudpleje, der er effektiv og har høj kvalitet, SAMTIDIG med, at det har den største sikkerhed for dig og miljøet. Hvis det ikke kunne lade sig gøre mere, så vil jeg hellere holde op. 

Shop Bloggen

Andreas historie

Begyndelsen på en god slutning

Om Rudolph Skincare

Since 2009 - for generations to come
Share on: