VORES KÆRLIGHED III Derfor er vi gode sammen

"Vi er gode til at huske hvor vidunderlige en historie vi har, og vi taler tit om vores kærlighed, vores minder, og ting, vi oplevede, da vi mødte hinanden. Det kan godt blive romantisk, når man taler om det romantiske. Vi mødte hinanden i en lidt sen alder, og havde begge børn og parforhold med i baggagen. Så vi føler os meget heldige med at kunne møde noget – nogen – der føles så rigtigt.

Generelt er vi gode til at hjælpe og gøre ting for hinanden i hverdagen. Sørge for at tage vasketøjet, give den anden fri til at sove, tage over når der er gang i den med alle børnene. Vi er begge gode til at sige; ’jeg tager den her’. Det at give den anden plads og frirum til at finde energi – som man jo gør forskelligt – giver overskud til at gøre ting for hinanden i hverdagen. Det kan være sværere end man tror, for det, man i starten synes var så romantisk, kan let blive til noget, man bliver pisset af over senere hen.

Vi er gode til at være der for hinanden, og huske på at rumme den anden. Når det er sagt, så er det også vigtigt at se hinanden på tomandshånd. Det er lidt svært med en baby, men vi har taget Alfred med på date et par gange, og det var også hyggeligt (især når han sov).

Vi vidste, at det skulle være os, nærmest ved første øjekast. Og det blev ret hurtigt italesat, at vi ville hinanden. Jeg kan bedst beskrive det med, at jeg for første gange læner mig ind i et andet menneske, og får lov til at se så langt ind i ham. Der var en kæmpe tillid og ømhed og blidhed fra starten. Og det er der sådan set stadigvæk.” 

Andrea

 

 

 

Shop Bloggen
Share on: